Lige siden hun for små tre år siden skabte en viral malstrøm af opmærksomhed med 'Video Games', har det været nemt at affærdige Lana Del Ray som et stykke teater uden originalitet. Et nuttet dådyr, der har set 'Blue Velvet' for mange gange.

På samme måde som Miley Cyrus er blevet fortolket ind i de voksnes bekymrede syn på ungdommen, har iscenesættelsen af Lana Del Rey været skydeskive for kritikere med behov for at skelne skarpt mellem ægte og falsk.

LÆS KONCERTANMELDELSE

En håbløs forsimpling. Ligesom Cyrus tegner Lana Del Rey et kalejdoskopisk generationsportræt. Men hvor Miley Cyrus har smidt alle hæmninger i den hedonistiske overhalingsbane, tager Lana Del Rey på 'Ultraviolence’ os med på en rejse ind i millenniumgenerationens mørke hjerte. Her afspejler fortidens markører nutidens grusomhed. Eller som hun svarer kritikerne på ’Brooklyn Baby’:

»They judge me like a picture book/ by the colors, like they forgot to read«.

Nostalgitrippende æstetik

Lige præcis sangen om Brooklyn blotlægger skarpt newyorkbydelens hjemløse hipsterkultur – og dermed Lana Del Reys nostalgitrippende æstetik.

Her syr man sin identittet sammen af fragmenter fra en tid, der ikke er ens egen. Hollywood vintage, 1950'ernes Kodak-Amerika og »beat poetry on Amphetamines«. Og for dem, der ikke forstår, at det her fatamorgana kan genbruges til at fortælle om verden i dag, synger Del Rey:

»I’m talking about my generation/ talking about that newer nation/ (...) If you don't get it, then forget it/ so I don't have to fucking explain it«.

Fortællinger

Fortællingen, der gemmer sig i de 11 sange, hvor piger har curlers i håret, og kæresten kører langs Californiens kyst i en Chevrolet Malibu, er dunkel og smertefuld. Med vold, prostitution, stoffer, utroskab og forkullet kærlighed flugter den mere med Lou Reeds 'Berlin' end Beach Boys' 'Surfin' U.S.A'. Som hun synger på 'Pretty When You Cry':

»All those special times I spent with you, my love/ they don't mean shit compared to all your drugs«.

Lana Del Rey giver pænhed fingeren med 'Ultraviolence'. Hendes retro-romantik er snavset. Det er skidt og møg, ikke vaseline på linsen. I et broget galleri af bad girls tegner Del Rey kvindeportrætter, der ikke får plads i teenageblade eller livsstilsmagasiner, men er en del af virkeligheden i dag.

På ’Money Power Glory’ sværger manden til Gud, mens kvinden vil have »dope and diamonds«, et andet sted hedder det usminket: »I fucked my way to the top«. Men det er også her, at hun føler kærestens slag »like a kiss«, fordi hun er »filled with poison/ but blessed with beauty and rage«. Sunget fra skyggesiden, men med en lidenskab i tristessen, der ikke udlægger kærligheden endimensionelt.

Påklædningsdukke

Lana Del Rey ligner måske en påklædningsdukke, og til koncerter opfører hun sig indimellem også sådan. Men 'Ultraviolence' har ikke uden grund lånt sin titel hos Anthony Burgess’ ’A Clockwork Orange’. Det smelter tiderne sammen til rå billeder af det dysfunktionelle menneske. Uden at støde det fra sig. Og hun gør det med en musikalsk volumen, der smukt afstemmer både hendes slæbende melankoli og højstemte melodrama.

Med The Black Keys’ Dan Auerbach som producer har Lana Del Rey skruet tempoet ned og fjernet fokus fra omkvædet i sin narkotiske popmusik. I stedet for elementer af hiphop skyller sangene nu af sted på violiner, enkle trommer og forvredne stormguitarer med Auerbachs sans for et psykedelisk tvist i lyden.

Stort og langsomt som en gletsjer bevæger sangene sig frem, mens Lana Del Rey både synger bedøvet af lidelse på den helt stillestående ’Sad Girl’og med en svimlende dramatik på ’Shades Of Cool’. Stemmen er lige så iscenesat som Lana Del Reys ydre. Manipuleret og lagt i mange lag.

Men hun bruger den til at gennemhulle alle de søde forestillinger, man ellers lige troede, at hun blot reproducerede. I stedet efterlader hun et sort hul af håbløshed og isolation. Dén følelse gælder til alle tider.

fortsæt med at læse

Ed Sheeran: »Jeg vil være det bedste onemanshow i verden«