Ligesom salige Ramones har medlemmerne af The Fratellis taget bandets navn som fælles efternavn. Ligesom bysbørnene fra Glasgow, Franz Ferdinand, har de designet en musikalsk gennemført stil og leverer dansabel musik med aldeles umiddelbar appel.
Som et hvilket som helst klassisk rockband har The Fratellis ikke bare opfundet en fortid for hvert medlem – en var stener, en anden biltyv og den tredje bare en ’jon’ – men også stylet sig selv med frisurer, der roder på den mest cool måde, ligesom tøjet er bevidst skødesløst. Til overflod har den unge trio fået fløjet superproduceren Tony Hoffer ind fra Los Angeles, hvor han til daglig dealer med typer som Beck. Med andre ord er der god grund til at være på vagt over for The Fratellis. Men for dælen, hvor bliver mistanken dog hurtigt trasket ned på ’Costello Music’, hvor bandet med uimponeret friskhed og alt andet end kynisme angriber rocken fra en absolut glimrende position midt mellem Franz Ferdinand, Babyshambles og T-Rex.




























