Bedst som den længe ventede lyd af stilfærdig snorken stiger op et par stolerækker foran mig, sker der pludselig noget. Et par fødder tordner tungt ned ad en af de pænt ryddede gange i den lune koncertsal, bærende 1 stk. mand. Med kurs direkte mod scenen og 71-årige Kris Kristofferson med vildt fægtende arme og en kvindelig kontrollør i fuldt firspring efter sig. Hvilket drama! Er det mon en af de ensomme typer med alt for meget sprit i blodet og alt for mange kuldsejlede drømme i hjertet, Kris Kristoffersons sange er befolket af, som vil tale et par alvorsord med den gamle macho-cowboy? Nej, den løbske herre vil såmænd blot fortælle ham, at hans bedstefar elsker Kristoffersons måske bedste drukhymne, ’Sunday Morning Coming Down’. »Tak skal du have, min ven«, svarer countrykæmpen roligt fra scenen midt i den sang, han på intet tidspunkt afbryder. Da sangen er færdig, kigger Kris Kristofferson lettet op: »Da jeg hørte de fødder komme løbende, var jeg godt nok glad for, at han var mig venligt stemt«.
Sange om tabere og knuste hjerter
Latteren runger, roen er genoprettet, og med enkle midler har Kris Kristofferson igen vundet hele den opmærksomt lyttende, men efterhånden også lidt trætte sal. For godt to timer er meget lang tid at sidde musestille og lytte til en ældre herre med guitar og sang på en scene, der er så stor, at selv en Kris Kristofferson må erkende, at »jeg føler mig meget lille heroppe«.
Havde vi været i en mere intim sal med mulighed for at stå op, kunne oplevelsen have været mere intens end andægtig som i Tivolis fine koncertsal. Den synes ikke at være den rette ramme om Kristoffersons sange om tabere, strejfere, drukkenbolte, rebeller og knuste hjerter i USA.
Ubehjælpsomt guitarspil
Derfor blev koncerten ikke helt den ’omvendte Dolly’, man kunne have håbet på. For anden gang på bare en uge var der lejlighed til at lufte cowboyhattene for det ikke just overforsynede danske countrypublikum.
Det kunne med rette se frem til en anderledes inderlig oplevelse end Dolly Partons flotte, men også stort anlagte og udadvendte show i Horsens. Helt sådan gik det ikke, for Kris Kristofferson er endog meget langt fra fru Partons ekvilibrisme som vokalist.
