Det er endelig lykkedes for soul-sangerinden med den sære heliumprægede stemme, Macy Gray, at få bakset et homogent album sammen i fjerde forsøg. Macy Gray, der slog igennem med hittet ’I Try’ i 1999, har fundet tilbage til både energien og det mere polerede udtryk fra debutalbummet ’On How Life Is’. I mellemtiden har Macy Gray eksperimenteret med tjallet hippiesoul uden retning. Med den allestedsnærværende will.i.am fra Black Eyed Peas ved kontrolbordet er der kommet bedre styr på virkemidler og sange fra den charmerende og spraglede Macy Gray, der synger en fed duet med Natalie Cole i første skæring, ’Finally Made Me Happy’, en ren 1970’er pastiche.
Også en anden duet, balladen ’Glad You’re Here’ med sangerinden Fergie fra førnævnte Black Eyed Peas, glider ubesværet ned.



























