Hvem andre end Allan Olsen kunne finde på at skrive og synge en blid hyldestsang til den afdøde kroejer og folkeunderholder, Poul Erik Krogen fra Nordjylland? Den slags namedropping skal man lede lige så længe efter som dette frække tilbud: »Så har jeg en film med Katja Kean og lidt andet godt/ i tasken vi kan bytte med/ hvor hun er mutters alene og klør sig på benet«. For slet ikke at tale om den opfindsomme gendigtning af klassikeren ’Waterloo Sunset’ med Kinks, der indledes med dette melankolske glimt fra en forlystelsespark: »Rispapirlamper glinser i regnen/ Kina i Tivoli«? Olsen er en ener Hvorfor han da også har sin velfortjente særstatus og et stort, indforstået publikum på de danske scener. Det bør vokse gevaldigt med ’Multo Importante’, der er den 51-årige frederikshavners mest veloplagte og fokuserede udspil, i hvert fald i dette årtusinde. Som man har kunnet høre i radioen i længere tid, farer Allan Olsen i singleudspillet ’Roser og violer blå’ i flæsket på regeringen med en direkte kropstackling helt uden benskinner. »Der råbes på forbinding fra reservernes bænk/ fra oldboys og lilleputter sparet i sænk«. Fedspillende rigmandshold Som bekendt er det svært at træde i karakter som politisk kommenterende sanger, men nordjyden slipper godt af med det, fordi fodboldallegorien er afbalanceret og strengt taget jo også kunne handle om et fedtspillende rigmandshold som eksempelvis Chelsea i de blå trøjer.
Her og i andre tidsfabulerende tekster er det underspillet, humoren og en undren, der virker oprigtig, Olsen baserer sine ord på. Eksempelvis i ’Skal man være udhvilet når man dør?’, der med udgangspunkt i Saddam Husseins henrettelse forholder sig til døden: »Han virkede så alene – mon nogen be’r for ham/ flot mand af sin alder – rask og sund/ kun en enkelt leverplet på venstre hånd«, lyder observationen fra galgen i Irak. Den truede danske mand Den konkrete og politiske virkelighed er vanskelig at bakse ind i sange, men Allan Olsen er en af de få, der for det meste formår det uden at havne i hverken revy eller banaliteter. Selv om jeg personligt godt kunne undvære endnu en hyldest, nemlig til ’Vores dronning’ og den netop revyprægede sang om den københavnske metro, ’Statsministerens undergrund’, på det forrige album ’Gæst’, er den slags hurtigt slidte sager populære ved koncerterne. Til gengæld lykkes det fuldt ud i pragtstykket om den truede danske mand, ’Alpha Konsensus’ – »Missionen er fuldbragt, du gør ingen fortræd/ din manddom står som en pæl i dit mudrede minde«. En af den slags portrætter, Allan Olsen med enkle midler kan få til at vokse, så det er svært at slippe udenom uden at føle sig set. Ligesom den om barndomsvennen, der har solgt sine idealer sammen med sin Gibson Dove deluxe til Finn’s butik. Intet nyt fra musikfronten Men hva’ med musikken? Tja, her er der ikke så meget nyt at berette. Olsen forbliver loyal mod de virkemidler og genrer, han ved, fungerer som rammer for historierne. Altså afdæmpede viser, country og nostalgisk tresserrock med afbalanceret spil fra blandt andre den faste ledsager Gæst Vincent på keyboards, de gamle Gnags-guitarister Per Chr. Frost og Jacob Riis-Olsen, Michael Friis på trommer og Wili Jönsson på bas. Med andre ord er der måske ikke revolutionerende nyt under Olsen, men når varemærket er pudset af og står så skarpt som her, er det sådan set også en stor tilfredsstillelse at høre denne skarpe, maskuline stemme skære sig igennem alle former for forstillelse. Ja, det er faktisk en meget vittig, undskyld vigtig plade.
