Vanen tro har der været kampe i klanen op til udgivelsen af dette længe ventede udspil, som gruppens egne medlemmer har disset offentligt.
Den største stjerne i det genstridige sammenrend, Ghostface Killah, satte oven i købet trumf på ved at udsende sit soloalbum samtidig med ’8 Diagrams’, så moderskibets produkt måtte udsættes. Det er dog alt sammen til at leve med, for om bord på ’8 Diagrams’ er alt stort set fryd og gammen. Fra første færd i den tungt, slæbende ’Campfire’ har producer RZA fat i tovets lange ende. Det er tydeligt, at Wu Tang Clan har tænkt sig at ignorere Timbaland og andre af tidens lydmæssige tryllekunstnere for at holde fast i egne værdier.


























