Trist som to uskyldige ord kan vokse sig til en misforståelse, der kaster et sært skæbnesvangert lys over ens videre færd og karriere. »Follow that«, var de to ord, Neil Diamond ifølge overleveringerne sagde til Bob Dylan, da han forlod scenen ved The Bands afskedskoncert i San Fransisco. Den koncert, Martin Scorsese i 1976, genskabte i sin forbilledlige musikfilm ’The Last Waltz’. Hvad mente Neil Diamond med sin bemærkning? Var det en hoven hån til selveste His Bobness fra en selvovervurderende frikadelle af en sangskriver, mest kendte for suppe, steg og is-kompositioner som ’Sweet Caroline’ og ’Cherry Cherry’? Eller var det tværtimod en selvironisk kommentar fra en sanger, der helt bevidst om sit ry og sin placering langt fra rockmusikkens fine inderkreds, følte sig fuldkommen fejlcastet på den scene og med glæde overlod den til sin i øvrigt gode ven, Bob Dylan?
Selvhøjtidelig sentimentalitet
Ifølge Diamond gælder naturligvis den sidste forklaring. Ikke desto mindre har den første levet sit eget seje liv i rockens mytologi og været med til at fastholde den 67-årige Neil Diamond fra Brooklyn i New York i rollen som en lidt mere poppet udgave af Elton John.
En mand med et stort øre for den gyldne popsang som ’Song Song Blue’, ’Beautiful Noise’ og soundtracket til filmen om mågen ’Jonathan Livingston Havmåge’, javist, men også en mand med talent for at køre sangene helt ud i karikaturen i selvhøjtidelig sentimentalitet. Ikke ulig senere så respekterede kolleger som Lee Hazlewood – og Johnny Cash.
