Husker nogen mon Martin? Knøsen fra Øum, der i en alder af 15 år blev både prins af Kronjylland og regent in spe for det ganske, danske poprige. Fordi han så godt ud og besad så stor og ægte charme, at hvert et hjerte i nationen måtte begejstres over at møde så meget X Factor i en spinkel drengekrop.
Selv om vore hjerner bombes ind i korttidshukommelsen af det kolossale daglige udbud af livsvigtige informationer fra medierne, er drengen, hvis hjemmeside i øvrigt hedder www.x-martin.dk, naturligvis ikke danset ud af bevidstheden. Det er trods alt kun føje uger siden, Hedegaard jr. vandt dette århundredes største tv-succes, næst efter 11. september 2001, X Factor.




























