Allerede i sang nummer 2 fortæller Christina Aguilera selv, hvad der er galt med hendes fjerde album. ’Not Myself Tonight’, hedder nummeret. Nej, det kan man roligt sige. For i lighed med alverdens andre popsangerinder vil 29-årige Christina Aguilera grumme gerne være Lady Gaga. Vejen til at stjæle lidt af landsmandindens gigantiske succes går selvfølgelig i retning af at kopiere den nye popdronning, sådan som også Kelis gør det på sit nye udspil. Gagas overskudslager I lighed med netop Kelis har Aguilera mere stemmepragt at byde ind med end Lady Gaga. Og hist og her lykkes det at lyde som et overbevisende modspil til ladyen. Naturligvis på de futuristiske fotos, der fremstiller Aguilera som en sexet blanding af robot og maskine, i lighed med De ved nok hvem. Musikalsk holdes formen og formlen på dansable superhits som duetten med Peaches, ’My Girls’, og den helt forrygende stramme ’Elastic Love’, mens meget andet lyder som hule ekkoer fra overskudslageret hos hende den anden.
Banale ballader
Eksempelvis ’Woohoo’, en duet med Nicki Minaj, om – nå, ja – oralsex og indfald som »You don’t even need a plate, just your face/ Licky, licky, yum-yum. Icky, icky, ho-hum«. Det lyder ikke frækt, bare som en hul kopi af hende den rigtig slemme ... Og så er Lady Gaga for smart til at blævre ud i alle de ballader, Christina Aguilera trætter med. De er lige så banale, som de altid har været fra hendes side. ’Lift Me Up’ er den eneste af de mange romantiske sange, som faktisk løfter lidt. Men det er ikke nok til at redde et middelmådigt album, der er så forhippet på at ramme tidens toneklang, at det kommer til at kopiere for meget og skyde i for mange retninger.
