Det har været lige så længe undervejs som et brev fra en savnet ven eller veninde med indtryk, oplevelser og refleksioner fra en mindre jordomrejse. Og egentlig føles debuten fra Naja Rosa Koppel også som noget så gammeldags som et håndskrevet brev fra verden. Lige så øjenåbnende som bekræftende i al sin varme genkendelighed.
En sjælden og særlig gestus, man får lyst til at nyde langsomt og roligt med en god kop kaffe. Velvære og nydelse breder sig hele vejen igennem de ti sange, Naja Rosa Koppel har komponeret gennem de seneste år, hvor hun også har turneret med sin mor, Annisette, i Savage Rose som korsangerinde, skrevet og fotograferet en bog om sin far og arbejdet med sit eget projekt primært i New York, hvor hun bor. Naja Rosa på 30 år er det yngste medlem af den Koppelklan, der gennem så mange år har forsynet danskerne og resten af verden med musik med både kvalitet og holdning. Men hendes debut som solist er også det stærkeste, vi har hørt fra familien i årevis. Overbevisende stilsikker debut Slægtskabet er tydeligt med både sangerinden Annisette – hvis dybe og vilde, kropslige fraseringer, Naja Rose også råder over uden at overdrive brugen af dem – og Thomas Koppel – hvis rytmiske urkraft og kompositoriske overblik spiller med her. I nogle sange, der er rundet af 1960’ernes og 70’ernes mere organiske rock, hvor computerne ikke havde overtaget musikken og reduceret den til noget, man hører i hovedtelefoner fra afspillere på størrelse med en tændstikæske.
