Uddelingen af Norges store musikpris, Spellemannprisen, endte i forrige weekend i drama og tumult, som de norske medier endnu langtfra er færdige med at efterbehandle. Da bandet Plumbo vandt hæderen for at have leveret årets hit med sangen 'Møkkamann' (Møgmand), skulle sidste års vindere, Tshawe Baqwa og Yosef Wolde-Mariam fra hiphop-duoen Madcon, overrække prisen.
LÆS OGSÅKarrierekanoner skal varme op for populære nordmænd »Når jeg ser på jer to, får sangen pludselig et nyt navn - 'Mokkamann'«, jokede Plumbos sanger Lars Erik Blokkhus lystigt, mens de to mørke rappere forbløffede hørte på, inden de i protest forlod scenen. Da Lars Erik Blokkhus selv var gået ned fra den og blev interviewet til tv, kom guitarist Terje Winterstø Røthing fra norsk rocks flagskib, Kaizers Orchestra, slentrende forbi og hældte uden et ord indholdet af sit glas ned over hovedet på sangeren. Temperament og rock'n'roll Selv om guitaristen siden har undskyldt det øllede udfald og Blokkhus har gået bodsgang for den tåbelige vittighed, der kunne og blev opfattet som racisme, viste episoden for det første, at der er temperament og rock'n'roll i vort broderlands musikliv, og for det andet, hvor grænsen går. At netop Terje Winterstø Røthing gjorde sig selv til glastømmende dommer over episoden, kan måske undre, for både Kaizers Orchestra og guitaristens 'fritidsband', det punkede Skambankt, har i de seneste ti år overskredet grænser en masse og sparket læssevis af sund anarki ind i norsk rock. En sjældent smuk succeshistorie Historien om Kaizers Orchestra er en sjældent smuk succeshistorie om et skandinavisk band, der er blevet et internationalt begreb ved at insistere på sin egenart og synge ikke bare på modersmålet, men på den såkaldte Brynedialekt fra det sydvestlige Norge. At Kaizers Orchestra, der fra starten blev opfattet som lidt af en musikalsk joke, overhovedet findes efter 11 år og nyder kolossal popularitet også her til lands, er i sig selv en inspiration for folk med mod på musikalske eventyr.
LÆS OGSÅNorske omparockere erstatter vildskab med tam vellyd Ironisk nok har Kaizers Orchestra fra Stavanger været med til at bane vejen for bands som netop Plumbo fra den lille bygd Sande, syd for Oslo. Plumbo kan kunsten at tviste traditionelle norske sange og selve rock'n'roll på en overrumplende måde.

Præcis som Kaizers Orchestra kunne, da de dukkede op med debutalbummet 'Ompa til du dør' med et helt særegent mix af sømandsviser, balkantoner, rock, folkeviser og et ordentligt skvæt af Tom Waits' mikstur. Holdt fast i ambitionerne Her kunne historien let være stoppet for Kaizers Orchestra. Stilen, lyden og de medrivende livekoncerter, hvoraf vi alene har fået tre på Roskilde Festival, var så speciel, at bandet ville kunne turnere på sit koncept alene i årevis. Men heldigvis har Kaizers Orchestra holdt fast i ambitionerne og vedholdende sat overliggeren højere og højere op. Således også i jubilæumsåret for debuten - sidste år - hvor Kaizers lancerede første del af den trilogi, hvis anden vi har fået nu. Som en udfordring for både gruppe og publikum blev hele albummet spillet igennem ved koncerten på Øya Festival i hjemlandet i august! Nu findes det så også i udgivet form. Og i forhold til første del af 'Violeta Violeta', er der oven i købet tale om store fremskridt.
Er returneret til basen Her på del to af den let mystiske historie om en far, der bortfører sin datter for at forhindre, at hun skal blive for påvirket af sin noget excentriske mor, har Kaizers Orchestra smidt al den fernis, de hældte ud over produktionen på del 1, ud og er returneret til basen. Lyden er mere rå - store dele af albummet er indspillet live i studiet, stilen peger tilbage mod bandets oprindelse - og sangene bedre. I det hele taget er faren ved at være et så udfarende og stilsikkert band som Kaizers Orchestra, at man glemmer, hvor fine sange bandet egentlig disker op med.
LÆS OGSÅNyt udspil fra Kaizers Orchestra er anonymt og tilpasset Som den Rolling Stones-swingende åbner 'Ett med verden' med kobjælder i læssevis, 'Gresk komedie', der blander en svirrende Waits-vise med Melodi Grand Prix, og den blændende fine 'Tusen dråper regn'.
Eksperimenterer flittigt Der eksperimenteres flittigt hele vejen igennem - på 'Faen i Båten' forsøger Kaizers eksempelvis at udstyre Tom Waits med Gorillaz som backingband, hvilket ikke er helt overbevisende. 'Silver' er en funklende fin popsang, men dør lidt, fordi sanger Janove Ottesen absolut vil rappe i den. Det er mildt sagt ikke lige hans spidskompetence. 'Domino' er et effektivt og behjertet forsøg på at glamme om kap med halvfjerdsernes glamrock i David Bowies storhedstid.
Kulørt og filmisk tekstunivers Den tungt afsluttede cliffhanger-ballade, 'Den romantiske tragedie', er en fin cliffhanger til afslutningen om et år. Bortset fra det kan man sagtens høre 'Violeta Violeta 2' som et helt selvstændigt album. Tekstuniverset er lige så kulørt og filmisk som altid hos Kaizers, og sangene står fint for sig selv. På balladen 'Drøm videre Violeta' slapper bandet for en sjælden gang skyld af og lader bare melodien spille sig selv smukt ud. Og på 'Far og datter' er vi tilbage til dengang, hvor Kaizeren stadig var knægt og holdt fast i sin bastante stil med så meget stortromme, at hele koncerten nærmest udspilles inde i den. Normalt er anden del af en trilogi den mindst spændende del, vadestedet mellem optakten og afslutningen. Sådan er det ikke for Kaizers Orchestra. Hvis bandet om et år skal overgå dette glimrende og charmerende udspil med de oplagte højdepunkter, skal der virkelig leveres. FACEBOOK