I en form for alternativ fejring af deres 20-års fødselsdag som band har Foo Fighters valgt at gribe deres 8. album an ved hjælp af et koncept, der går ud på, at bandet har besøgt otte amerikanske byer, hvor de har indspillet otte sange med hjælp fra lokale musikalske notabiliteter.

Det er blevet til en plade, men det er også blevet til en tv-dokumentar på HBO, der for tiden også kan ses på DR 3.

Maveplasker

Man kan godt kalde selve ideen for en slags kærlighedserklæring til den amerikanske musikhistorie. Men det er desværre heller ikke helt ved siden af at kalde ’Sonic Highways’, som albummet hedder, for noget af en maveplasker.

Som en af gæstemusikerne på pladen, guitarist Rick Nielsen fra Cheap Trick, siger i dokumentaren, inden han skal til at indspille sit bidrag til åbningsnummeret ’Something From Nothing’: »Har I virkelig brug for en ekstra guitar her?«.

Næh, det havde Foo Fighters nok egentlig ikke – de har allerede tre guitarister i bandet – og det er det store problem med ’Sonic Highways’, der virker musikalsk overlæsset og tekstmæssigt udfordret. Som en fortænkt jubilæumsfejring, der er ved at brase sammen under vægten af sit eget forblændede overmod.

Foo Fighters er ellers verdensmestre i slidstærke, uprætentiøse rocksange, og det er da også dem, der redder ’Sonic Highways’ fra at knække nakken fuldstændigt på sit eget koncept. Der er bare for få af dem.

Dog glimrer ’Outside’ og den førnævnte ’Something from Nothing’, som trods massiv guitar-overload er en ret elegant åbning på en plade, der er alt andet end.

Helt galt går det på den flommede dobbeltsang ’What Did I Do?’, der når at få sendt en besynderlig hilsen til ’Sweet Home Alabama’, inden den glider over i den corny ballade med den voluminøse titel ’God Is My Witness’.

En sang, der på mange måder er så oppustet, at det næsten er en lettelse, når sangen lukkes ned med en ellers træt og ærgerlig, nærmest resigneret nedfadning. Det lyder mest af alt som en parodi på storladen bibelbæltebløddyrsrock, og det var næppe hensigten.

Ærgelig parentes

En anden del af konceptet for albummet var, at frontmand Dave Grohl skulle skrive sine tekster i en håndevending. Formentlig i hvad man havde tænkt skulle være en inspireret en af slagsen. Men heller ikke det var nogen udpræget god idé.

Nok er Grohl bedst, når han skriver tekster, der ikke forsøger at opfinde den dybe tallerken nok en gang. Men de bedste tekster er bare ikke altid de umiddelbare tekster.

Og slet ikke på ’Sonic Highways’, hvor en linje som »beautiful earthling, dressed in cashmere« fra den ellers glimrende ’Outside’ er et godt bevis på, hvor slemt det kan gå, hvis man som tekstforfatter ikke får tid til at skamskyde nogle af sine darlings undervejs i skriveprocessen.

Et andet eksempel er den 7 (!) minutter lange afsluttende ballade med titlen ’I Am A River’, der – ulig andre store Foo Fighters-rockballader som ’My Hero’ og ’Best of You’ – tærsker langhalm på en tyndbenet melodi, der på ingen måde bliver bedre af utallige gentagelser.

Resultatet er en ærgerlig parentes fra et band, som i deres iver efter at inddrage musikhistoriens helte mistede den ene ting, der gør dem til noget særligt: lyden af Foo Fighters selv.

fortsæt med at læse

Ugen på nettet: Foo Fighters går i opløsning...sådan da