Da brødrene Guy og Howard Lawrence udkom med deres debutalbum ‘Settle’ i 2013, markerede de et nyt kapitel for, hvordan dancemusik kan lyde, men også for hvordan popmusik kan lyde. ‘Settle’ blev indspillet i deres hjem i Surrey, på bedste soveværelsesproducermanér, ikke i et stort fancy studie, men gik, på trods af de beskedne produktionsforhold, direkte til tops på den engelske hitliste.
Deres musik er tilgængelig og afspejler samtidig de nyere tendenser fra den elektroniske scene. Det viste de især på deres store signaturhit ’Latch’, som synges af ballademageren Sam Smith, som er et af tidens mest populære navne. Med ballademager mener jeg artist med forkærlighed for storladne kærlighedsballader med masser af Mariah Carey’ske fraseringer.
Lana Del Reys nye album savner flere opsigtsvækkende ideer og en AK47Sam Smith får endnu en gang plads på Disclosures album med singlen ’Omen’. Det er svært ikke at komme til at sammenligne de to sange.
‘Latch’ er en af den slags mirakler, det lyder, som om det er det eneste nummer af sin slags: klubbet, detaljeret og fremtidigt. ‘Omen’ er et mere oplagt radiohit, hvor ‘Latch’ virkede, som om det egentlig var tiltænkt dansegulvet på klubberne og ikke hitlisterne.
Den markante hjertebanken i de soulede beats og vokaler fik mig til at danse rundt i pyjamas i stuen
Det første nummer fra det nye album hedder ‘Nocturnal’ og har The Weeknd med på vokal. The Weeknd har fået et kommercielt gennembrud med det svært coke-positive sommerhit ‘Can’t Feel My Face’. ‘Nocturnal’ er mere sofistikeret, selv om det har poppede kvaliteter, og man aner lidt undertoner fra Chicago-house-produceren Frankie Knuckles.
Disclosures forkærlighed for house fylder en del på det nye album og fungerer også virkeligt fremragende på sange som for eksempel ‘Holding on’ med den amerikanske jazzsanger Gregory Porter. Porters stemme folder sig ud på fuldstændig fænomenal vis med flotte, fyldige og vokale vingeslag.
'High end'-produktioner
Albummets gæsteliste er i sig selv ret imponerende med navne som Lorde, Miguel og førnævnte Sam Smith, The Weeknd og Gregory Porter, et populært kneb hos artister, der gerne vil vise, at de er en del af det gode selskab. Disclosure klæder da også den populære newzealandske sangerinde Lorde, der får lov at vise sit R&B-potentiale på nummeret ‘Magnets’.
Disclosure er blevet en dyr mærkevare for artister. Disclosure formår nemlig at skræddersy deres produktioner, så de passer fuldstændigt perfekt til de artister, de leverer beats til.
The Weeknds nye album damper af begærI Disclosures tilfælde er der heldigvis en god balance imellem samarbejdet med populære navne og nyere lovende talenter.
De nyere talenter har nogle af albummets mest interessante numre – for eksempel nummeret ’Willing and Able’ med soultalentet Kwabs, eller det dejligt wonky nummer ‘Superego’ med den karismatiske sangerinde Nao.
R&B-musikken og den nye lyd af soul, den såkaldte Neo-soul, er for tiden de to genrer, hvor der eksperimenteres med futuristisk elektroniske lyde og beats.
Det er ikke så mærkeligt, at Disclosures ‘Caracal’ lyder mere som ’babymaking house’ og R&B end rendyrket klubvenlig dancemusik.
Disclosure brød igennem i en tid, hvor det var den britiske og soulede dancemusik, der huserede med navne som Jamie XX, James Blake og SBTRKT som dagsordensættere.
Disclosure har øre for, hvad der rører sig i tidsånden, og er gode til at bidrage og kommunikere med de strømninger, der definerer, hvor popmusik bevæger sig hen.
DISCLOSURE PÅ ROSKILDE
Engelsk brødrepar gav Orange et skud druesukker’Caracal’-albummet har dog et nummer, der skubber mere til taget. Det er et af de sidste numre, ‘Bang That’, som er en kylling med et afhugget hoved, der danser hovedløst rundt, og den slags numre kunne der sagtens have været flere af på det nye album.
På trods af at der ikke er samme dansable intensitet på ‘Caracal‘ som på det foregående album ’Settle’, så formår Disclosure at vise en mere sjælelig side af dancemusikkens følelsesregister.
De har ifølge undertegnede begået et af årets bedste soulalbums. Neo soul-lyden får god plads. Det kan godt være, pulsen på dette album er lavere end på ‘Settle’, men den markante hjertebanken i de soulede beats og vokaler fik mig til at danse rundt i pyjamas i stuen, imens jeg skrev denne anmeldelse.
fortsæt med at læse
%20Sean%20Eriksson.jpg)


%20Sean%20Eriksson.jpg)


























