Når jeg lytter til britiske Suede, får jeg lyst til at sende en kærlig tanke til David Bowie. Det var nemlig ham, der var min indgangsvinkel til bands som Suede, da jeg begyndte at interessere mig for musik.
Første gang det gik op for mig, at man kunne være androgyn, var, da jeg forelskede mig i Bowie i 1999, da jeg var 12-13 år og han udkom med albummet ’Hours’, som var en af de første cd’er i min samling. Før jeg stiftede bekendtskab med Bowie, havde jeg et godt øje til skaterdrenge i overdimensionerede og posede jeans, hættetrøjer og tjavset hår.
Men Bowie viste mig, at man også kan have følelser for drenge i piget og flamboyant tøj. Han viste mig, hvor tvetydig man kan tillade sig at være i sin seksualitet. Jeg elskede Bowie med læbestift, med rødt hår, langt blond hår, plateausko, og jeg elskede ham i buksedragter, med ansigtsmaling, klap for øjet, troldmandsoutfit og i himmelblåt jakkesæt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
