Det er i grunden kun fire nye sange, som den engelske duo Massive Attack netop har udgivet. Og ingen af dem sprænger for alvor rammerne for deres velkendte masserende og dunkle lyd. Alligevel er ’Ritual Spirit’ på flere måder en usædvanlig udgivelse.
Dels er det første gang i 6 år, at vi hører nyt fra et navn, der i 1990’erne var med til at forme tidsåndens soundtrack og give pophistorien et nyt, mørkt og røgfarvet kapitel i form af triphoppen. Fem album på 25 år er en frekvens, der i øvrigt flugter meget godt med den dubbede stemning, der stadig er over Massive Attacks mørkekammerleg.




























