0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Annika Aakjær folder sig ud som stærk popsmed på nærværende album

Efter en lang pause med sidespring som skuespiller vender Annika Aakjær tilbage til musikken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pr: Christian Bang/Sony
Foto: Pr: Christian Bang/Sony

Ærligt. Annika Aakjær skåner hverken sig selv eller andre op sit tredje album.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er små 6 år, siden Annika Aakjær sidst udgav et album. Dengang havde sangskriveren og sangeren med de nordjyske rødder etableret sig som en temperamentsfuld skikkelse på den danske musikscene.

En sanger, der bevæbnet med guitar og klaver på sine album ’Lille filantrop’ og ’Missionær’ gik fra eksistentiel hvisken til råbende skældud over tingenes tilstand. Annika Aakjær stemplede ind i tiden med en attitude og en pen, man stak sig på. Og så forsvandt hun.

Det kræver mod at synge så direkte fra sit eget følelsesliv

Eller hun kastede sig over andre ting. Som at spille Daimi i filmen ’Dirch’ og være skuespiller på Aarhus Teater.

Men nu er Annika Aakjær dukket op igen som musiker. På et nyt pladeselskab og med en ny elektronisk og gennemarbejdet poplyd, der svæver gennem de københavnske nætter med dulmende melankoli.

Der er altså sket en del i mellemtiden, men Aakjærs evne til at sætte tingene på spidsen og sig selv på spil er heldigvis intakt.

Annika Aakjær er ikke bare blevet mere poppet på ’Lykkens gang’, hun er også mere personlig.

Midt mellem de elektroniske popsange med fine blå toner og blide bølger af synth stikker ’Skulder ved skulder’ ud. Alene ved klaveret og med en gymnasts springkraft i stemmen synger Annika Aakjær om venskabet med kollegaen Marie Key:

LÆS ANMELDELSE

»Hvis nogen skulle komme og påstå/ at du drikker for meget/ så skal jeg nok sørge for at blive/ fuldere end dig«.

Fra den lige så rørende som bodega-buldrende musketer-ed over en hyldest til deres fælles forbillede, Anne Linnet, ender sangen sit ekspressivt melodiske løb i en bevægende afslutning, hvor det er veninden, der giver Aakjær lyst til overhovedet at blive 60 år gammel:

Aakjær er en af dem, der aldrig går hjem. Men hun lægger skulder til, når vennerne græder, og synger de knækkede vingers blues

»Og hvis du sku’ dø før mig/ fordi du ryger for meget/ så vil jeg sidde hver sommer ved Søerne/ og tænke på dig«.

Det kræver mod at synge så direkte fra sit eget følelsesliv. Det vidste vi godt, at Aakjær havde. Men hun slipper godt fra det med sine slidstærke melodier og et konstant blik for det bitre selv i tilværelsens søde stunder.

Den rå virkelighed

Venskaber fylder i det hele taget på ’Lykkens gang’. Der er brug for dem, for verden er ikke helt i vater for Aakjær. Kærligheden er et regnestykke, der aldrig går op, i hendes verden sejler skibene som regel altid lige forbi hinanden i natten. Og så er det godt, man har nogen at holde fast på og fest med. Også når det er mandag aften, der bliver til tirsdag morgen:

»Går langs Søerne/ lugter af øl og røg/ Amigo Bar/ sidder i mit hår og mit tøj«.

Dem, der har været der, ved, hvad hun synger om. Aakjær er en af dem, der aldrig går hjem. Men hun lægger skulder til, når vennerne græder, og synger de knækkede vingers blues for både dem og sig selv. Som hun med sin på en gang stejlt rejsende og frit flaksende stemme konstaterer på titelnummeret, er der forskel på de smukke taberes filmromantik og den rå virkelighed:

LÆS OGSÅ

»Du siger, at Bogart og Bergman/ heller aldrig fik hinanden/ men det er jo også bare/ en film for fanden«.

Den tidligere markant politiske side af Aakjær bliver afhandlet i ’Plads nok’. En lidt for tætpakket sang om dansk brok og mangel på rummelighed.

Vi kender den humanistiske vise, og den virker overflødig på den uvedkommende måde.

Ikke mindst i lyset af, at Annika Aakjær på det meste af sit tredje album ud over at manifestere sig som en stærk popsmed folder sig ud som en nærværende skribent, der i stedet for at rette op eller pynte på virkeligheden botaniserer så smukt i de forfaldne baggårde, hun passerer på sine melodiske nattevandringer rundt om Søerne i København.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts