Vi vokser op med Coca-Cola, Coco Pops, cornflakes, cowboybukser og cowboytoasts (ja, det sidste var mest bare for bogstavrimet), alt, hvad der er amerikansk, skinner, funkler friturestegevenligt og lokker os i landsforræderisk fordærv.
Uanset hvor mange bekymrede aviskronikker og sprognævnsformaninger vi modtager, synes vi, dybest set, at det er ret nice at vælte os i de amerikanske gode vibrationer. Så kan vi tale om fædrelandskærlighed og frikadeller, lige så tosset vi vil, men der var engang en mand med pomade i håret, der hed Elvis, og han kom og ødelagde det hele, lang tid før nogen syntes, Miley Cyrus skulle have æren for twerking.


























