Albummet starter helt ude i det eksperimenterende hjørne med 'I Wrote this Song for the Girl Paris Hilton'. Et instrumentalnummer, der på trods af sin kryptiske titel og sin abstrakte karakter med sine instrumentale klange og romantisk støvede gentagelsesmønstre formår at være en slags episk højdepunkt. Vincent Gallo er en mand, der elsker sin guitars mest minimale livstegn. Han lyder nærmest som en gal videnskabsmand på det punkt, og mere end hans kompositoriske formåen er det denne næsten fetichistiske kælen for instrument og lyd, der skiller Gallo ud fra de andre, der skaber rockmusik som soundtrack til ikkeeksisterende levende billeder. Gallos lidt tørre og overraskende ungdommelige stemme kan ikke kaldes stor, men formår, når den er bedst, at have lidt af de samme kvaliteter, som når vinden får sivskoven til at hviske om ensomhed og forgængelighed. Som på titelnummeret 'When', der med ordene 'When you come near to me/ I go away' sammen med 'Yes I'm Lonely' godt opsummerer den uforbederlige loners gråblå grundstemning. Men ligesom omslagets endeløse grå ørkenvej trods alt er behængt med en svagt antydet regnbue, så er der til syvende og sidst mere nysgerrighed end depression i Gallos musik. Melankolien er et farvevalg snarere end en perspektivløs klynken. Balladen 'Laura' er faktisk ret tæt på at være en regulær skønsang. Også selv om denne Laura selvfølgelig er skredet, og sangen er et forsøg på at kalde hende tilbage til »a happy place/ we can find«. Findes stedet, og findes Laura i virkeligheden, skal det såmænd nok lykkes at lokke hende tilbage. For sangen er godt nok smuk, og uanset hvor kantet en fætter Vincent Gallo måtte være, så må man i hvert fald konstatere, at en særegen skønhed trives i hans umiddelbare nærhed.