Nemlig, at rocken måske nok blev fortrængt fra den indlysende opmærksomhed, da den elektroniske musik sendte strømstød gennem klubberne med den fladpandende børnedisko på slæb, men at den siden dukkede op igen. Som en snotnæset møgunge, tilbage fra endnu en eftersidning og nu klar igen med gammel, rebelsk vrede på nye iltflasker. Det er bandet, der stiller det for tiden såre relevante spørgsmål på debutalbummet, der blot bærer trioens navn i sangen 'Whatever Happened To My Rock'n'Roll (Punk song)'. Den komprimerede punkenergi i nummeret, der holdes i stramme tøjler af gruppen, fortæller ganske godt, at rocken er tilbage i hoftehøjde eller lidt lavere. Om, at det ikke altid er let at få den type musik frem, vidner det faktum, at B.R.M.C.'s album udkom i USA allerede for et år siden, mens vi først får glæde af det nu. Dermed lægger trioen med sanger Peter Hayes (ikke ulig en ung Allan Vegenfeldt) i spidsen sig fint i forlængelse af endnu en retrobølge med bands som The White Stripes og The Strokes. I sange som 'Spread Your Love' og 'Love Burns' er sporet tilbage til Velvet Underground og britiske bands som The Jesus And Mary Chains og Spiritualized så hørbart, som hvæsende damp fra en kedel. Men B.R.M.C. mestrer også et mere nuanceret og melankolsk leje som hos The Verve, demonstreret her i eksempelvis 'Head Up High', 'Red Eyes And Tears' og den dynamisk filtrerede 'Awake'. Det er syre så smuk som solnedgangen set gennem en grøn sodavand. Til trods for sympatien, mangler de motoriserede rebeller dog originalitet i sangskrivningen, som sjældent hæver sig over det gennemsnitlige. Men det problem deler B.R.M.C. unægtelig med stort set alle andre rock-arkæologisk interesserede bands.