I så henseende blev 'When I Was Born For 7th Time' et markant gennembrud, der året efter blev voldsomt forstærket af Norman Cooks remix af hittet 'Brimful of Asha'. En hyldest til Bollywood-stjernen Asha Bhosle, der pløjede en imponerende fure i et engelsk musiklandskab, der ellers i alt væsentligt stadig var opslugt af britpop. Tjinder Singh blev som anglo-indisk frontfigur rockmusikkens svar på forstadsbuddhaen Hanif Kureishi. Som nu altså omsider har fået taget sig sammen til at indspille et nyt album med en titel, der må siges at være åben for fortolkning. 'Handcream For A Generation'. Måske ud fra devisen 'den der smør' godt, kør' godt?'. For selvom hele herligheden slingrer og syrer på det mest aromatiske, så kan det ikke skjules, at det kører som smurt for Cornershop. Den amerikanske soul-veteran Otis Clay introducerer på 'Heavy Soup' Cornershop som en revue, og så går det ellers løs med et tilsyneladende uoverskueligt antal instrumenter og stilarter. Rullende beats, cello, violin, tablas, soulorgel, nuldret rockguitar, klaskende hi-hat og sågar børnekor på det iørefaldende 'Staging The Plaguing Of The Raised Platform'. På en eller anden måde får Corner-shop hele denne babylonske forvirring til at finde sammen i et udtryk, der lyder enkelt og ligetil og meget af tiden bedst kan beskrives som bengalfunk. Booker T. i Bollywood. 'Funky Days Are Here Again' lød meldingen, der i 1997 blev overskygget af Bollywood-hittet 'Brimful of Asha's multietniske signalværdi. Men at være funky og fuld af soul er lige præcis, hvad Cornershop i 2002 er mere optaget af end noget andet. Er attituden afslappet, er musikken mere kraftfuldt end man kunne have forventet. Sort funk fra de tidlige 70'ere sniger sig i en lettere omtåget inkarnation rundt på bunden af disse sange, men en større overraskelse er den gedigne rock-appel, som præger muskulaturen på 'Lessons Learned From Rocky I To Rocky III', der er pladens overbevisende bud på en hit-efterfølger til 'Brimful Of Asha'. Bassen bliver spillet af den tidligere Oasis-bassist Paul McGuigan. Jackie Wilson og Kojak fra The Nazarites synger på den reggaevarme 'Motion The 11', mens Rob Swift fra X-Men har medbragt sin grammofon på flere andre numre. 'People Power' er politisk disco med bløde bevægelser og indbygget mobiltelefon. Jo, Cornershop er et band, der nødigt anerkender grænser i tid og rum, men alligevel gang på gang formår at trække grænsen og definere deres helt eget territorium. For fem år siden meldte Cornershop klart ud med en version af 'Norwegian Wood'. Denne gang har de taget et skridt videre. Albummets monster af en skæring er 'Spectral Mornings', hvor sitar og tablas møder en guitar, der tilhører Neil Gallagher fra Oasis. Her bliver der straket ud i en 14-minutters fremragende syrebasse, der overrumplende tager tråden op fra George Harrisons møde med det indiske i en musikalsk udflugt, der demonstrerer, at hverken techno-musikken eller marokkanske trommemanere har patent på at lave musik med trancefremkaldende tilstande. Rockmusikken kan såmænd også godt, når den smelter sammen med det indiske i en veritabel raga'n'roll. Man kunne mene, at 14 minutter var en ganske pæn længde, men ikke for Cornershop, der har valgt at gå Andy Warhols filmiske maratonpræstationer i bedene med transmissionen af et 24 timer langt mix af 'Spectral Mornings'. I selskab med Cornershop går musikken sine helt egne veje. Underholdende, udfordrende, udmalende. Hvis det virkelig er håndlotion, der gør hele forskellen, så er dette skvæt til de håndklappende både velkomment og tiltrængt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























