Skillingsoperaen har altid været en oplagt musikalsk reference for Waits galleri af amerikanske tabere og outsidere, men selvom sange som 'Misery Is The River Of The World' og 'God's Away On Business' fremhæver det naturlige slægtsskab mellem Brecht & Waits' sociale krøblingecirkus, så trækker den desperat optimistiske kærlighedsvals, 'All The World Is Green', i en blidere og mindre grimasserende retning. 'Another Man's Vine' er som en hjerteblodig rose i knaphullet en klassisk tilføjelse til Tom Waits-kataloget. Den musikalske iscenesættelse folder sig smukkere ud for hver gennemlytning. Den aparte instrumentering fremkalder billedet af et orkester i laser og pjalter, der blinde foran galgen spiller på instrumenter, de selv har flikket sammen af lossepladsens affald. Lyden af Dawn Harms' Stroh violin (en violin med påmonteret messingtragt) kunne være en sprukken stradivarius smurt ind i ketchup, kattepis og kvindetårer. Tom Waits spiller selv bl.a. på calliope (et luftpumpende cirkus-instrument med en skov af ventiler, som ifølge Waits under indspilningerne fik naboer på 7 kilometers afstand til at klage!) ligesom han rasler dygtigt med den mere end meterlange tørrede bælg af det indonesiske Botang træ. 'Blood Money' er en groteske. En forestilling om kærligheden på bunden af menneskehavet. Udødelig kærlighed, rådne tænder, jalousi og syfilis sat til musik af en troubadur, der ved, hvor svært det kan være at se forskel på hundesyge spasmer, ulykkelig kærlighed og liderlighedens Skt. Veitsdanse. »I always play russian roulette/ in my head«, synger Tom Waits og sådan lyder det med et forvredent smils toneklang. Betty Nansens satsning tilbagebetales nu i verdensberømmelse. Men der er et andet teater, der har betydet nok så meget. Nemlig Thalia Theater i Hamburg. Her opførtes 'Black Rider' og her opførtes i 1992 Wilson & Waits' 'Alice', der var en musikalsk fantasi med udgangspunkt i Lewis Carroll's herostratisk berømte forgabelse og fortabelse i den kun alt for unge pige Alice Liddell, der inspirerede Carroll til 'Alice i Eventyrland'. Siden opførelsen i 1992 er 'Alice' af flere blevet udråbt til Waits' tabte mesterværk. Og noget har der været om snakken. Da Waits og hans hustru og medforfatter Kathleen Brennan samlede musikere i In The Pocket Studio i Californien for at indspille musikken fra 'Woyzeck', indspillede de også 'Alice' nu de var i gang. Lægger man de lokalpatriotiske briller til side, må man konstatere, at 'Alice', er den epokegørende begivenhed. Her ser man originaliteten og potentialet i bredden på Waits' musikalske palet fuldt realiseret. Mange af musikerne går igen, men bortset fra at stemningen er umiskendelig Tom Waitsk er den næsten ikke til at kende igen. Hvor 'Blood Money' er tænderskærende, trampende og ironisk desperat, er 'Alice' for det meste slingrende øm, lurvet-romantisk og hallucinatorisk melankolsk. Et fatalt forelsket drømmespil fra vinterhave til Reeperbahn. Tom Waits spiller selv trædeorgel, bælg og piano, mens stroh-violin, cello, basklarinet og en lang række andre instrumenter er med til at fremmane en musikalsk legestue for skægstubbede, gammelkloge børn. Sødmefuld er duften af råd. Den forbudte leg bliver den gennemgående metafor. Alice har skrevet sit navn i isen med skøjter. Manden må ryste på hovedet af sig selv, mens han sætter sine skøjters skær i pigens navnetræk. Ved den anden gentagelse af »Alice« ryger han igennem hendes iskolde navn. 'Everything You Can Think' låner sin rytme og sprogbrug fra børneremsernes verden. Sangen skildrer en legeplads, men de der leger er fisk, og legeredskaberne, de leger i, er ligene af de druknede elskende! Denne dobbelte anretning fra en kunstner på toppen af sin ydeevne er en begivenhed. Og så er cd-udstyret udført med omhu og finesse. Det er genstande så lækre, at man har lyst til at sove med dem under hovedpuden. Hvis cd'er altid så sådan ud i stedet for at være discount i knæk & bræk klart plastic ville hjemmebrænderiet miste et vigtigt incitament. 'Alice' står mål med 'Mule Variations'. Kunstnerisk kvalitet fra inderst til yderst.