Enkle, ligefremme og skamløst iørefaldende popperler som 'For kendt til det her sted' fra Lex & Klatten, EM-sangen fra år 2000 'Klatten skal ind mellem stængerne', 'Jeg vil i seng med de fleste' og 'Ud i det blå' med Det Brune Punktum samt ikke mindst 'Vent på mig' fra filmen 'En kort en lang' repræsenterer suverænt pophåndværk. Og giver endda ofte lytteren et tekstmæssigt twist i retning af det (homo)seksuelle. Den tidligere trommeslager hos blandt andre Lars H.U.G., Martin Brygmann, mestrer den musikalske del af sin metier så sikkert, at Det Brune Punktum ligefrem er løbet med danske grammypriser for snuden af de egentlige musikere og komponister. Albummet med en af de mere bizarre titler i dansk musik, 'Helbredelsen af manden med den visne hånd eller du må godt i numsen', har solgt 90.000 eksemplarer. En klar understregning af, at hvis der skal være fest, så skal Det Brune Punktum spille op. Så kan vi alle føle os som friske og frigjorte fodflyttere, selv uden leverance fra De Brune Bude. Derfor er der selvsagt store forventninger til trioens nye udspil med sange fra blandt andet den aktuelle forestilling 'Far brugte ikke noget'. Det har trioen, der fuldendes af Hella Joof og Peter Frödin, åbenbart også selv haft. Hvad det ildevarslende overforbrug af producere også synes at antyde. I hvert fald falder Det Brune Punktum i hitmagernes fælde nummer et, nemlig at forsøge at udvide det uomtvistelige talent for det umiddelbare med noget større og bedre. At skabe 'rigtig musik' frem for bare pop. Skydeskiven for komponist Brygmann og kumpanerne synes at være disko, soul og blød poprock fra den amerikanske vestkyst. Diskoen introduceres på albummets første og mest iørefaldende sang, singlen 'Kom lad os gå'. Men selv ikke den er så skarpladt som trioens tidligere partypistoler. Næste nummer 'Sommerven' lyder som en hvidskuret version af Det Brune Punktums danske sommercocktail med lige dele sorgløshed over de løsslupne solstråler og melankoli over, at de altid forsvinder så hurtigt igen. Den selvironiske boybandballade 'Evig kærlighed' er sjov i al sin vældige patos, men så heller ikke mere. Det sugende groove til 'Dans' er planket fra 'Star' med Earth, Wind & Fire og appellerer til dansegulvet. I hvert fald hvis det er pastelfarvet, nysseligt og kemisk renset for sved. Flirten med den sorte musik virker en anelse indstuderet som en teaterforestilling over disko & soul på Dr. Dante. Man skal helt ind til 'Jeg kom til det igen', en velturneret lille bagskid om utroskab, før der kommer nerve i musikken. »Flover mig, gemmer mig/ skammer mig, elsker dig/ Og så med en jyde ...«. Naivt, men nærværende som en bittersød eftersmag. Mens forsøget på at lave en politisk og gold hadesang til Pia Kjærsgaard, 'Spring ud', er blottet for humor. Til gengæld rejser der sig på indignationen fra den brølende banale tekst en diskofil lillesøster til 1970'ernes dogmatiske rock fra venstrefløjen. Det lykkedes langt bedre for Det Brune Punktum at forme en 'Arbejdsweekend' i andelsforeningen til en vellydende popsang og tage mild (morgen)pis på det økologiske sundhedstrip i 'Din krop er din kammerat', hvori det afsløres, at Fischer og La Cour drikker hinandens morgenurin! Tja, Det Brune Punktum må jo vide det - der er trods alt tale om familie. Sandelig om ikke 'punktummet' danser kinddans med sit livs komma i den helt rene kærlighedserklæring 'Elsker' som afslutning på et album, der desværre mere tager sig ud som en bleg fis i en harmløs hornlygte end som et ordentligt trut i festens båthorn. Trioen er sjov uden at være skarp, diskofil uden at fyre den af, feststemt uden at være fyrig og alvorlig uden dybde. Måske har presset været større end legelysten for komponist Brygmann og vennerne? Po(p)tentialet til flere og bedre hits er i hvert fald større end resultatet denne gang.