Bestemt ikke noget kedeligt bekendtskab, Stine Larsen fra Randers. Heller ikke selv om vi ikke tager hendes sange til bandet Stripclub Junkies alt for bogstaveligt. Albummet af samme navn er jo ikke en musikalsk selvbiografi over en ung dansk kvindes liv, selv om det snildt kunne være det. Snarere er det en usædvanlig veldrejet, melodisk og sympatisk parafrase over rock'n'roll, så klassisk, at man snildt kan både danse, strippe og det, der er værre, til den. Lidt letbenet Rolling Stones i rytmerollatoren, et ordentligt skvæt Sheryl Crow i løgnhalsen og en guitarlyd så tæt på selvsamme dames, at man næsten risikerer et sagsanlæg for tyveri af hendes strenge. Sange som radiohittet 'Stripclub Junkie', den tømmermandsplagede 'Remorse' og 'T-Shirtman' er friske bobler i andedammens danskvand, men hørt i sammenhæng er albummet så stilsikkert og homogent, at tomgangen sætter ind. Der mangler ganske enkelt melodisk variation, men Stripclub Junkies er et så charmerende og uforfærdet bekendtskab, at man alligevel bliver hængende. Det kan jo være, at de smider noget mere tøj næste gang, så Sheryl Crow-forklædningen forsvinder helt. Og vi i stedet står med en helt selvstændig dansk gruppe.