For Pearl Jam er det indlysende, at tilværelsen har fået andre dimensioner siden sommeren år 2000. Sent fredag aften 30. juni stod gruppen på Orange Scene i Roskilde foran et tætpakket menneskehav derude i det klamme, tågede mørke. Massen var i voldsom bevægelse, friktionen stor, og pludselig faldt en masse mennesker. For øjnene af gruppen og den grædende sanger, Eddie Vedder, forsøgte man forgæves og for sent at hjælpe. Ni mennesker døde. Bandet fra Seattle kunne ikke beskyldes for noget i den sammenhæng, er alle enige om. Dels havde koncerten været fredsommelig, dels lykkedes det for en fattet Eddie Vedder i flere forsøg at få publikum til at gå tilbage, hvilket måske var med til at redde liv i Roskilde. Alligevel sidder den frygtelige ulykke selvfølgelig dybt i den 38-årige sanger. Han er en følsom sjæl, der altid har brugt sine sange til at dele sine oplevelser og refleksioner med sit publikum. En af grundene til, at der er den tæthed, ja, nærmest en følelse af at være landet i en menighed ved Pearl Jams koncerter. Også den tragiske i Roskilde, hvis ofre Eddie Vedder nu synger om i 'Love Boat Captain'. Sangen indledes med et stille kirkeorgel og former sig som en smuk salme over livets smertelige tab og det eneste svar, vi kan give: kærlighed. »It's an art to live with pain/ mix the light into grey/ lost 9 friends we'll never know/ two years ago today/ and if our lives became too long/ would it add to our regret?«. Det er klassisk rock at dele smerten og følelsen af skyld med andre. Sætte følelserne fri i fællesskab. Og Pearl Jam, der ved, at minderne fra Roskilde aldrig vil forlade dem, gør det med mere klarsyn end patos, mere ligeud end forklædt og dunkelt. Klædeligt og værdigt. Det samme gælder store dele af gruppens nye og syvende album med den klassiske rocktitel 'Riot Act'. Udspillet er det mest gennemarbejdede og fokuserede fra Pearl Jam siden gruppens første to plader, 'Ten' og 'Vs'. Der er attack og tyngde i guitarerne i hænderne på Stone Gossard og Mick McCready i frenetiske rocksange som den decideret eksplosive 'Ghost', 'Save You', 'Get Right' og 'Green Disease' og '1/2 Full', der sandelig er nede at vende i Sydstaternes mere bluesprægede og sumpede lydlandskab. På albummets ballader er der en alvor, tyngde eller i hvert fald tristesse - og en terapeutisk og eksistentiel søgen trods de spredte håb som i 'Save You' og 'Love Boat Captain'. Det kunne være blevet kedeligt, forudsigeligt og politisk korrekt, men nu er det tværtimod befriende og mange steder smukt, at Pearl Jam tør tage sig selv, sine medmennesker og den her verden alvorligt. Forfriskende på en rockscene, der for tiden ellers tenderer mod enten det tilbageskuende drengerøvsprægede (den nye rockbølge), den rene og på alle måder ureflekterede energiudladning (nu metal) eller det (selv)destruktive (de selvmorderiske rockstjerners evige arvtagere - ikke mindst i kritikerstanden). At man ikke behøver at tilhøre nogen af de tre fløje for at levere væsentlig og holdbar musik er 'Riot Act' et glimrende bevis for. Holdbarheden er sikret af, at Pearl Jam på dette album har flere mindeværdige melodier, end der findes tilsammen på gruppens seneste fire skiver, selv om vi stadig må vente på den dag, hvor Vedder og vennerne udsender et helt gennemarbejdet album.