Problemet er bare, at denne hithunger har skabt et marked, der i så høj grad er sælgers, at de fancy producere reelt kan tillade sig at arbejde med venstre hånd halvdelen af tiden. Det betyder alt i alt en helvedes masse uensartede og ujævne album, præget af lige dele skidt og kanel. Skal man sige noget fornuftigt om den slags producerrige plader, giver det altså mere mening at fokusere på enkelte numre frem for at gå til dem som album. Netop newyorkeren Jay-Z's femte reelle studiealbum, dobbelt-cd'en 'The Blueprint 2: The Gift And The Curse', er en sådan blandet landhandel af producerarbejde - i øvrigt ganske ligesom forgængeren, den rasende populære 'The Blueprint' fra sidste år. Blandt godbidderne her er en opdatering af Dr. Dres 'The Watcher' fra 1999, klædeligt udstyret med dramatisk surfguitar og legenden Rakim som gæsterapper. Også Timbaland - der for tiden kan nydes som egentlig albumkunstner på sit og Missy Elliotts nye album - er i fin form på '2 Many Hoes' og 'The Bounce'. Med hhv. Bollywood-strygerdramatik og et blidt arabisklydende sangsample lægger de to numre sig fint op ad Jay-Zs drævende seje blæreflow. Det er ellers ikke, fordi han ikke kan fortælle en vedkommende historie med alvor i stemmen, men når han på et nummer som Just Blazes 'Meet The Parents' får en katastrofal ligegyldig musikalsk backing at arbejde med, kan det næsten være det samme. Så er der mere sovs i Kanye Wests 'Some People Hate', der mere end flirter med et kælent Brenda Russell-sample, og The Neptunes' fusion af akustisk guitar og acid house-bas 'Nigga Please' - deres eneste godkendte produktion her. Men det er ligesom ikke helt nok: Resten af albummet svømmer over med ligegyldigheder, nemme løsninger og corny omgang med slatne inspirationskilder såsom Lenny Kravitz og Paul Anka (!). Producerne har gjort deres arbejde og sørget for fire-fem virkelig holdbare tracks. Resten af dette omfangsrige dobbeltalbum vil hurtigt fortabe sig i ligegyldighedens tåger.