Selve det Gyldenske snit i Simon Gylden er faktisk tilstedeværelsen af både indlevelse og distance i de ret så ofte jublende forladte numre med fantastiske titler som 'Rhododendron Swordplay', 'Uh Oh! Fornication Tonic' og 'Lousy Love Song'. Simon Gylden er en lus. I virkeligheden, uden for sangene og hjemmestudiet, har han ligefrem måttet sælge sit filmkamera for at få råd til noget nogenlunde udstyr, så han kunne indspille debuten og dermed demonstrere, at undergrundsrygterne om hans talent talte sandt. Men Simon Gylden er en elskelig antihelt og en smart fattigrøv. Han er kæk som Beck, når han på det meste af debutalbummet med titlen 'Bring Your Daddy' ifører sig upretentiøs, lavmælt amerikansk by-country på en måde, som var genren en bekvem, slidt second- hand-pjækkert. Ligesom Beck har gjort det, genbruger Simon Gylden med et skødesløst skuldertræk stiltræk fra country og folk. Man kan næsten høre, hvordan guitaristen og sangeren Gylden samt hans lille, medfortællende musikerhold smiler i baggrunden, når den rytmiske gangart er slæbende og jovial, og når strygere eller strenge bidrager med jamrende honky tonk-klage. Man er hele tiden med på, at der kun er tale om en halv ulykke. Resten er gribende og humoristiske hjerteskår, som den musikalsk set velstående Gylden har klinket ved hjælp af for eksempel tilstøvede trommer, stjernehøje Disney- synthesizers, smølfeagtig speedsang og taktløst mumlende herrekor. 'Bring Your Daddy' er en åben-armet invitation fra en fyr, der ikke ruller nogen rød løber ud, når man ankommer. Hans lyd er lige så upoleret, som hans sangskrivning er det. Den er rendesten og grøftekant og en hel masse instrumentale påfund på rart spil.