Havde nogen ventet at finde forandringer på album nummer to fra sekstetten Linkin Park fra Santa Monica i Californien, må vi henvise til vejviseren. Eller måske rettere bankkontoen. For med et salg af 14 millioner eksemplarer af debuten 'Hybrid Teory' fra år 2000 skriger kapitallogikken ikke just på ændringer i konceptet. Alligevel er formlen fra den første plade finjusteret. Linkin Park har fået mere klædelig tyngde og dynamik ind i deres bud på den rappende nu metal. En genre, som man ikke kan beskylde for at lide af overdreven hang til variation og eksperimenter. Alle sange fra alle grupper kører nogenlunde ens: en isbryder af et voldsomt guitarriff, et vers eller to for fuld rap og så et altfortærende, melodisk omkvæd med laviner af guitar og bas. Undtagelsen er ballader med et om muligt endnu større omkvæd. På singlen 'In The End' viste Linkin Park, at de om ikke andet har fuld kontrol over den formel og ikke mindst mestrer det med omkvædene. Og som Frank Sinatra ville have sagt: Det er der, dollaren ligger! Denne gang gungrer 'Somewhere I Belong' i fodsporene på 'In The End', og det er sikkert nok til, at succesen atter er hjemme i Linkin Park, hvor den dygtige sanger Chester Bennington og den faktisk ret intense rapper Mike Shinoda åbenbart har konstant hjertesorg. Den udfolder de bedst i sange som 'Easier To Run' og 'Breaking The Habit', der alt andet lige er højt hævet over den øvrige grusomt ensformige nu metal. Fans af 'Hybrid Theory' kan med andre ord roligt smutte en runde mere i parken, tempo og terræn er det samme. Andre må blot vente på mere variation.