Madsen har på 'Regnmanden' fundet tilbage til sit klassiske gear. Boogie, blues og behørig respekt til den hellige Skt. Bob. Noget kunne tyde på, at inspirationens kilder har sit udspring temmelig tæt på en ølhane. 'Regnmanden' er i hvert fald tæt på at være en beværtning sat til fuld musik. Under mottoet 'Lad os drikke ud, før månen den bliver sort' skænker åbningsnummeret bourbon fra Kentucky fluks fulgt af en sixpack fra Singapore. Det bliver den første af mange omgange. 'Jernmanden' drikker vin fra Alsace, i 'Bern Kassel Blues' bæller de moselwein, på natklubben 'Waterloo' er alkoholindtagelsen uspecificeret, mens det er ganske vist, at 'Basketballspilleren' drak øl i Wien og whisky i Rom. Der er sat 'Spotlight' på Heineken Beer. På 'Dobbelt Bogey Blues' gælder det Canadian Club, porter og den nordjyske Hancock, der ifølge Madsen er selve svaret på gåden om, hvad der er bedre end både kvinder og rock. 'Regnmanden' er med andre ord et stærkt tørstfremkaldende album, der lægger op til kraftig mandfolkestemning på al landsens besofne spillesteder. Men uanset hvad der er hældt på den gamle septiktanker, så kører det som smurt for Madsen. Efter det dæmpede album med den kommercielle kamikazetitel 'Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet' er det denne gang en stærkt publikumsbevidst Johnny Madsen, der spiller op til bal og ballade i en saftig og ren produktion. Madsen vil i karambolage med publikum. Ikke nogen dum idé på et skrantende cd-marked og en strategi, der understreges af, at cd'en er parret med en live-dvd med 18 numre indspillet i Skive Teater. 'Regnmanden' er med andre ord som produkt et forsøg på at levere et ekstra argument til den potentielle pladekøber. Musikalsk lægger Madsen ikke epokegørende alen til staturen. I sit tekstunivers er han mere end nogensinde landkrabbernes rablende svar på alverdens søulke. Hvis globalisering handler om havneknejper uden grænser, er Madsen en sand internationalist fra Esbjerg til Piræus. Flere sange er næppe til at skelne fra fordrukkent sludder, men det afgørende er, om den originale sprogbrug virker veloplagt og inspireret. Det gør ikke mindst 'Bern Kassel Blues' med de udødelige linjer »Gug mahl gug mahl - die Grüne Bananen/ Fritzie Witzie must ein cowboy sein«. Pilli Villi har ikke levet forgæves, og i det hele taget mere end aner man i den modne Madsen et slægtskab med gamle Gasolin. 'Darwin er død i Danmark' er en af albummets få alkoholfrie sange. Det kan skyldes, at der her er tale om en alvor, der kræver et øjebliks ædruelighed. Havde det ikke været for titlen, havde det ikke været helt nemt at regne ud, hvad sangen handler om, men når luftguitaren savner ilt, gløden er brændt ud og trendsetteren, føj for den ledeste, fører sig frem, kan man nok regne ud, at Madsen er nået frem til yndlingsaversion: den danske jævning, hvor en lige så uklar som uhellig alliance mellem yuppier, socialdemokrater og andre udvandede fabeldyr fra hovedstaden og omegn gør livet surt og småtskårent for en skægget anarkist, der vil tælles blandt Hovedlandets frie og fordrukne fuglebestand. Men uanset om Madsen tungetaler for sjov eller sprutter kryptisk af arrigskab, er han værd at samle på, når han er så veloplagt som her. En sjælden skabning i det danske kulturlandskab. Han vil sikkert hade tanken, men det er lige før, man har lyst til at indstille ham til en fredning, det kære væsen.