Alting klippes til småbidder og finder sammen i nye, uhørt fabulerende former. Ekkodale krænger vrangen ud på sig selv. En ensom cellist sukker fra en svunden kammertradition. En gyserfilm bliver bundet i sløjfer. En vingeskudt bluessangerinde klager bag lukkede døre. Den 34-årige franske producer, sangskriver og multiinstrumentalist Doctor L alias Liam Farrell er en i særklasse fremragende lydkonstruktør: Et brillant eksempel på hvor overvældende visioner man kan undfange med studieteknologi - af den meget vidvinklede og virkelighedsforvridende, men aldrig ufokuserede art. For selv om L's tredje album 'Monkey Dizzyness' er en storsamplende perle i sin egen ret, så trækker en fremragende sangskrivning også sin røde tråd gennem det meste af albummets 69 eventyrlige, stemningsfulde minutter. Og tag ikke fejl: Håndværket spiller skam en stor rolle med både trommer, guitar og bas som vigtige instrumenter i mixet. Pariseren Doctor L er af irsk afstamning, men det er alligevel primært en sort nerve, der brænder i musikken: funk, soul, hiphop, afrobeat, breakbeat, dub, blues og jazz er blevet pillet fra hinanden og sammensat i ofte enkle, altid nytænkte og underfulde kombinationer. Under påvirkning af 'Monkey Dizzyness' svæver således for ens indre øre dubmestre som Lee 'Scratch' Perry og King Tubby på opdagelse i studiets fiktion. Og der er noget kropsløst over menageriet: Instrumenter og stemmer synes at befinde sig i forskellige, gerne fjerne dimensioner, akkurat ligesom vokaler lyder som spøgelser i Kingston Towns hashede 70'er-dubproduktioner. Men her er også mindelser om Princes funky ekvilibrisme og om store moderne hybridværker som Trickys 'Maxinquaye' og Massive Attacks 'Protection'. 'Monkey Dizzyness' er en tour de force, en eklektikers formfuldendelse. Lyden af en ildsjæl, der har skilt sin elskede musikalitet ad og samlet den på ny fascinerende vis. Gennembrillant komponeret og sublimt arrangeret. Traditionelt solidt håndværk og digitalt myre-knepperi flyder sammen i højere enheder, og man fascineres over detaljerigdommen. Og så tager L da også lige omveje i avantgardeklaversoli og alternativ singersongwriter. Selvom man er perfektionist, kan man vel godt stritte i alle retninger.