Det mest angribelige ved Stings musik har været hans pladers uangribelighed. Altid intelligent, altid veludført, altid homogent. De gange, Sting har misset mit øre, har været, når den perfekte udførelse af de altid sobre musikalske idéer har resulteret i en livløs produktion. Også 'Sacred Love' er så fornemt realiseret, som man kan ønske sig. Alligevel adskiller den sig ganske radikalt ved at stritte i alle mulige retninger. Det er de 1.000 idéers land. Sting var smukt rystet, da han 9.11 indspillede live-koncerten '... All This Time'. Det er, som om Sting har villet fastholde rystelsen. Følelsen af, at alt er i opbrud. Hele verden og dens musik hænger i et dirrende fællesøjeblik, hvor intet er afgjort og alt er åbent. En åbenhed Sting illustrerer på et album, der er langt mere risikofuldt, end man er vant til fra dén side. Sting har denne gang fravalgt det sikre ædelmetal til fordel for kviksølvets labile kvaliteter. En risiko, der dog er modvægtet af den sikkerhed, der ligger i at være bassisten på et hold bestående af så kompetente musikere som Manu Kache og Dominic Miller. »I'm just hanging there in space«, synger Sting på 'Dead Man's Rope'. En sang, der handler om faren i de forenklede verdensbilleders tilsyneladende lette løsninger: »If you're walking to escape, to escape from your affliction/ You'd be walking in a great circle, a circle of addiction«. Og det, man bliver afhængig af, er troen på de lette løsninger. At vende ryggen til sig selv. At løse en kompleks konflikt med en rask lille storkrig. Sting er ikke styrtet hovedkulds ud i kaos. Det spraglede i det musikalske billede har snarere karakter af signaturer og markeringer. 'Stolen Car (Take Me Dancing)' har et anslag, der giver sekunders duft af Trickys 'Maxinquaye', men sætter sig snart til rette som en typisk Sting-komposition. 'Whenever I Say Your Name' udfolder sig som et ordentligt brag af r&b-duet med Mary J. Bliges fuldtonende stemmepragt, men det gennemført klædelige topmøde finder stadig sted på Stings præmisser. 'Forget About The Future' kunne ved første lyt i såvel funk som sortsyn være signeret Steely Dan, men viser sig i stedet at være opbyggelig Sting. 'Send Your Love' starter med flamenco-vignet af Vicente Amigo, inden Sting parafraserer over Blakes ord om hele verden, der indeholdes i et sandskorn, og om evighedens ånd, der ejes af den, der holder øjeblikket i sin hånd. Snart buldrer arabiske toner i baggrunden. »This is the time of the worlds colliding/ this is the time of kingdoms falling/This is the time of the worlds dividing«. Men konstateringen munder ikke ud i en bombastisk politisk undsigelse. I stedet i en påkaldelse af de altomspændende virkeligheder - fra sex til blå himmel - som det, religionen er et billede på. En kontrast til det første nummer 'Inside', der starter med hvisken og sitar og utrygheden i en materie, der er flere sekunder om at samle og manifestere sig i en skarpsindig analyse af kærlighedens destruktive kræfter. Sting formår på 'Sacred Love' at skrive sange med universelle budskaber, der opleves, som om de stikker dybt i egne refleksioner. Paradokserne afprøves. Det afspejler sig i musikken. Virkeligheden er i bevægelse. Juryen voterer. Musikken swinger mellem form og forsøg. Denne gang mere i øjeblikkets uafklarede domæne end i det gyldne snits postulat om melodisk eviggyldighed. En mere levende end køn Sting-cd. Mere verbal end varm. Denne gang en mere udfordrende end indsmigrende Sting-ting.