Ved Bon Jovi, Def Leppard og alle Freddie Mercurys dæmoner! Det er på tide at finde læderbukserne frem, pudse nittebæltet op til ny værdighed og forsøgsvis lade de grånende lokker vokse sig lange igen, gutter. Spaden, puddelhundehåret og de skingre vokaler er tilbage. Med et spring, der vil kunne gøre selv en David Lee Roth, i sine velmagtsdage i Van Halen, misundelig, drøner den britiske semisensation The Darkness fra 1980'ernes lyshav og ind i et nyt årti. For at genopfinde den tunge rock, der ellers var placeret i klichekataloget som en om muligt større joke end Guns N' Roses. For at genopfriske den stortanlagte stadionrock. Og ikke mindst for at genoplive rockstjernen, som vi kendte ham, før grungegenerationen kom til og punkterede alle de dårligere manerer, som alt andet lige besad en stor underholdningsværdi. Det samme gør Darkness med sanger Justin Hawkins, som må have studeret samtlige Freddie Mercurys hvin og lært sig selv en grandiositet, der er lige så forfriskende som overrumplende i et trods alt stadig nyt årtusinde. Talrige gange er 1980'ernes heavyrock blevet spået et comeback, men hver gang har det været Tordenskjolds look-a-likes, der har fyret den af med rynkerne godt skjult inde bag de lange lokker. Denne gang er der et nyt band med ny energi og smittende omkvæd i spidsen, så måske kan den indre rockstjerne snart slippes løs fra sit skjul inde bag hæmningerne? Der er i hvert fald rigeligt materiale til luftguitaren på 'Permission To Land'. Forbløffende, men bestemt ikke forstemmende.