Hold da helt op, som tårerne triller ned ad stort set hver eneste sang på Limp Bizkits længe ventede 'Results May Vary'. Selv om han har haft offentlige skænderier med de rigtigt slemme drenge, Eminem og Marilyn Manson, dated både Britney Spears og Christina Aguilera samt naturligvis halet et par millioner eller mere hjem undervejs, er sanger og sangskriver Fred Durst en meget trist mand. »Most good men don't cry enough/ I cry myself to sleep«, som han jamrer i 'The Only One'. Det lyder dog snarere, som om den gode Durst har studeret lidt lommepsykologi, end som om han har grædt ud sådan i virkeligheden. I hvert fald klager han i 'Almost Over' over, at han blev behandlet som et barn, da han var dreng(!), og erklærer blankt, at »Summer's gone for ever more« i 'Down Another Day'. Musikalsk er denne jammerdal sat i scene med blødere og mere konventionel rock, end vi ellers har hørt fra Limp Bizkit, den forkætrede blanding af heavy metals og raps største band. Her lyder gruppen snarere som Nickelback og Staind med akustiske guitarer og blødende omkvæd. Måske nok en erkendelse af, at nu metal er en stagneret og døende genre, men også et sørgeligt knæfald for ballader og kommercialisme i korte bukser. De kiks, der engang var hårde, tørre og sprøde, er nu blevet våde af alle tårerne. Og med tabet af guitarist Wes Borland er Limp Bizkit reduceret til et kedsommeligt rockband, som kun eksploderer i 'Eat You Alive' og 'Head for the Barricades'. Som tidsdokument er 'Results May Vary' interessant for sin afskrivning af nu metal, men som album er det et næsten ligegyldigt produkt.