Nogen stor sangstemme har Cyndi Lauper aldrig haft, nærmest tværtimod. Men veteranen fra Queens i New York formår unægtelig at bruge sit nasale tågehorn på en yderst charmerende måde. Således også på det nye påhit fra La Lauper, som hun hed i 1980'ernes storhedstid med store popkompositioner som 'Time After Time', 'Girls Just Wanna Have Fun' og albummet 'She's So Unusual'. På bagsiden af coveret til 'At Last' vinker Cindy Lauper i lang sort silkekjole og strømper med søm til Frihedsgudinden fra dækket af en ubåd. Det er nu nærmere den jazzvogn, der har Norah Jones som trækdyr, Lauper er hoppet med på. Vi får blide og jazzificerede udgaver af et righoldigt klassikerkatalog med 'My Baby Just Cares For Me', 'Stay' i en fortryllende bossanovaudgave, 'La Vie en Rose' og minsandten 'Makin' Whoopee' i duet med Tony Bennett, alt sammen funderet omkring et behersket piano og gulvbas. Skulle nogen være i stand til at give den mondæne cafejazz en skæv drejning, er det Cyndi Lauper, og hun skuffer da heller ikke forventningerne. Fortolkningerne kører lige til kanten med stor indlevelse, dedikation og en egen vaklende følsomhed som i eksempelvis den hudløse udgave af 'Walk On By'. Brugt på den måde bliver klassikere, der er så kendte, at de er harmløse og forudsigelige, pludselig fin fortolkerkunst.