Efter en omvej til USA, hvor PowerSolo har arbejdet hårdt og fundet det helt rigtige publikum, er bandet havnet hos successelskabet Crunchy Frog i København, der som bekendt står bag eksportvarer som Raveonettes og Junior-Senior. Om PowerSolo med dette, gruppens andet album, er næste bud på et internationalt eventyr, vil de kommende måneder vise, men mulighederne er gode. For PowerSolo og bandets chef, Kim 'Kix' Jeppesen, har den helt rette personlighed og en både uforfærdet og original tilgang til de genrer, der leges med her. Country som i den kostelige 'Oak Tree Girl', texmex som i det syrede sommerhit 'Juanito' - glem alt om Hoola Bandoola Bands klassiske 'Juanita'! - og skramlet soulrock som i 'Hillbilly Child'. På sidstnævnte demonstrer jyderne lige, at de har masser af kredibilitet de rigtige steder, ved at lade legendariske André Williams, garagerockens sorte godfather, overtage de vokale forpligelser. Til fulde er PowerSolo også med på det næste album med André Williams, og så bliver det ikke meget større for de evige drengerøve. Og det er PowerSolo, der går til bidet med en respektløs energi over for de amerikanske ærkegenrer, som minder ikke så lidt om det tidligere D-A-D og deres kopunk. På den måde er der ikke meget nyt under præriens brændende powersol. Og dog. PowerSolo er solskoldede på en helt egen og charmerende facon. Hvorfor bandet kan vade tørskoet gennem flodbølgen af rock og fortsætte i deres eget spor. Hvorimod norske Silver med enorm succes i hjemlandet hænger sørgeligt fast i en blanding af fortidig glam og punk på den primitive debut 'White Diary'. Silver når ikke forbillederne i 1980'ernes beskidte sleazy-navne som Hanoi Rocks eller for den sags skyld landsmændene i Backstreet Girls til hælene på cowboystøvlerne. Det er simpelthen for endimensionalt og forudsigeligt.