Dette er ikke hiphop. Det kan godt være, at den californiske Anticongruppering er tidens mest sydende kraftcenter for alternativ rap, men 'Ten', det andet album fra kollektivets 'supertrio' cLOUDDEAD, er da krøbet helt ud under genrehegnet. Men hvad er det så? Post-hop? Tjah - der er i hvert fald ingen tvivl om, at rappens ordflom er det for længst forladte udgangspunkt for Why? og Doseones angstfyldte blik på en fremmedgjort dagligdag, hvor mystik og død altid er nærværende: »Two dogs dead on a field/ Rose up when whistled at/ Rib cage inflating/ Like men on the beach/ Being photographed«. Tag den, Radiohead! De to særlingerappere/pseudosangere iagttager deres omverden med altindfangende blikke og digter, så man skiftevis henrives - og river sig i håret. Også producer Odd Nosdams komplekse musik er hinsides hiphop - møjsommeligt opbyggede kollager frembragt med enkle midler og tilpas langsomme til, at rapperne kan associere løs i dobbelttempo. Når de gør det hensynsfuldt nok til, at vi andre kan nå at hænge bare nogenlunde på, bider cLOUDDEAD's poesi lytteren i haserne som et kobbel spøgelseshunde, der ikke kan finde ro.