Det knager og knirker, brister og bærer i Múms verden. Træ giver sig, vand drypper, vind hyler gennem sarte og intense sange skrevet hovedsageligt i et afsidesliggende fyrtårn og dernæst indspillet på en vejrstation under et andet fyrtårn på Island. Som altid på øen tæt på elementerne, der har aflejret åndelig opdrift og benovelse her på Múms tredje album. Oprindelig var de en kvartet, men den ene Valtysdottír-tvillingesøster har forladt gruppen og efterladt Kristín Anna alene med sin hviskende lyse fevokal. Og omkring hende: En langsomt åndende klangverden malet med både folkemusikkens, electronicaens og den alternative rocks paletter. Der blæses nyt liv i traditioner, som både ånder analogt og fri af digitalisme, men også redigeres itu. Postfolk er måske genrebetegnelsen. Programmeringer, guitarstrenge, trompet, strygere, melodika, banjo. Farveskalaen er mørk med enkle søjler af lys, detajlerigdommen enorm, og her er både referencer til indre og ydre tilstande. Til den muskuløse naturs arkitektur og de indre årstiders bristen og bæren. Og hvis man leder, kan man finde afsmitninger fra Sigur Rós, Stina Nordenstam og Four Tet; en klart lysende patos, en brændende intimitet og inkorporeringen af folkemusik folkemusik i et nyt ud- og indtryk. Og gennem alle sange: en uudgrundelig, vaklende gendannelse af tabt uskyld. Eller sorg over tabet af samme.