Den hæderkronede svenske poptradition kræver ingen dansk introduktion. Men det fortjener to debutanter derovrefra, der begge har kidnappet soulmusikken for egen vindings skyld. Moneybrother, der ledes af den erfarne sanger, guitarist og sangskriver Anders Wendin, begynder ganske vist med 'Reconsider Me', der mest af alt klinger af Bruce Springsteens E Street-band med krudt i lilletrommen og fingeren på sampleren. En rullende rock-mudderlavine, der signalerer, at Wendin vil mere end at læne sig op ad den soulhistorie, der giver resten af albummet næring. Det kunne man ellers godt mistænke ham for, når en sang som 'Don't Call The Police' lægger smækkert fra land. Men hør - hvad er det, manden synger om? »Lately, you've been spending a lot of time/ In court trying to prove you've been beaten/ Eye to eye with the men you've been mistreated by«. 'Don't Call The Police' er intet andet end en protestsang mod politiets uhørte brutalitet under EU-topmødet i Göteborg i 2001, smart kamufleret som Eric Gadd-radiosoul med sleske strygere og Prince-falset! Det er sgu'da undergravende virksomhed, der vil noget! Anders Wendin har hår på stemmebåndet, men er ikke bleg for at slå over i en ubarberet falset, når han alligevel hverver hele soulens lydmur i rockens tjeneste: tamburin, kanebjælder og en orkan af strygere. Det gør hans kærlighedssange store og patosfyldte - mens skrålende mandekor, visefraseringer og skæve rockguitarsoli kapper de værste prætentioner af og sørger for charmen og varmen. 'Blood Panic' er en skøn sommerplade fyldt med hjerte, smerte og mening.