Der er billeder af PJ Harvey, der fotograferer sig selv i spejle. Saksede sætninger fra dagbogen, der alle sammen handler om at skære ind til benet af sangen og produktionen. Og sådan lyder 'Uh Huh Her'. Næsten ligeså nøgen og hudafskrabet som de første plader 'Dry' og 'Rid Of Me'. En bevidst primitivistisk tilgang sammenlignet med den mere afbalancerede 'Stories From The City, Stories From The Sea', der for fire år siden sikrede Harvey den prestigiøse Mercury Prize. 'Uh Huh Her' lyder som en form for renselsesproces, der virker logisk for en ærlighedsartist som Polly Jean Harvey. Men det er ikke nødvendigvis på et givet tidspunkt den mest kunstnerisk befordrende strategi. Den helt minimalistiske form for feministisk følelsesforstærkning er i mellemtiden blevet overhalet indenom af den åndsbeslægtede amerikaner Cat Power. Sammenlignet med Cat Power-albummet 'Free', virker 'Uh Huh Her' paradoksalt forceret reduceret til skitse og skelet. 'Shame', hvor Harvey akkompagnerer sig selv på trækharmonika og den ultrakorte 'Slow Drug' er begge gode, fordi Harvey her gør sig den ulejlighed, at invitere lytteren inden for. Men meget drukner i en demonstrativ grimhed, der alle anstrengelser til trods alligevel ikke bliver nær så ful som den grimme skønhed Harvey knejsede med i de unge år og vrede år.