Det virker kun logisk, at The Bees på deres andet album har droppet at indspille hjemme i haveskuret på Isle of Wight og i stedet er rykket ind i Abbey Road-studiet i London. For det første ville der næppe have været plads i skuret eftersom The Bees siden debuten 'Sunshine Hit Me' er vokset fra at være en duo bestående af Aaron Fetcher og Paul Butler til at være en sydende sekstet. For det andet hænger 60'ernes musikalske pollen så tungt på disse sværmende bier, at The Beatles-studiet er det eneste rigtige sted for dem. Retro er en risikabel branche, men heldigvis har The Bees deres helt egen anarkistiske charme på 'Free The Bees'. 1960'erne havde sine lyse harmonier og sine syrede særheder, og hos The Bees finder de sammen i en døsig, rodet og alligevel paradoksalt nok lettere manisk energi. 'Chicken Payback' er kaotisk flipperfunk fra summer of love, mens den instrumentale 'The Russian' på forbløffende facon koger et funk-opkørt reggae-beat sammen med et Hammond-orgie af de større. The Bees dyrker 1960'erne, men det er retro i to etager, eftersom de samtidig er påvirkede af ånden fra Happy Mondays, der sidst i 1980'erne gjorde dansegulvene til et udknaldet sted at opholde sig. The Bees lyd er dog mere skæv end høj. Hvis 1960'erne stadig er noget, man kan ryge, så er virkningen The Bees. Så kreativt er dette genbrug, at man fristes til at kalde det originalt.