Et par minutter inde i sangen 'This Time's For Real' går melodien ned i tempo og en elegant salsa-guitar kommer snigende ind. En dejlig overraskelse i en dejlig sang og symptomatisk for Ill Nino, der i sig selv er en kærkommen overraskelse. Nemlig et velspillende band i den ellers stærkt rallende og ensformige nu metal-genre, som oven i købet giver sig af med fede melodier og musikalske omveje. De latinske rødder fornægter sig ikke på et album, som ellers er beslægtet med nogle af genrens ypperste repræsentanter i System Of A Down. Masser af energi, høj puls, tykke mure af guitar og brutale basgange. Og altså de små udsving i retning af salsa, samba og latin. Et godt band, ganske enkelt, som med 'Confessions' har skabt et af de (alt for få) album, som vil blive stående som mindeværdige milepæle, når nu metal engang er et forhistorisk fænomen. Takket være fængende og fine sange som 'Numb' - et nu metal-sommerhit, for himlens skyld(!), 'How Can I Live' og 'Two (Vay Con Dios)'. Naturligvis er Ill Niño inspireret af brasilianske Sepultura og Soulfly, men bandet er langtfra så brutalt og kompromisløst. Det er muligt, at nogen vil mene, at det er at sælge ud, men personligt synes jeg, at det er endog en meget stor befrielse.