Det er en trist historie med Arrested Development. For de var engang noget. Det var de i midten af 1990'erne, da rapgrupperingen fra Georgia udgav klassikerne '3 Years, 5 Months And 2 Days In The Life Of' og 'Zingalamaduni'. Allerede dengang var leadrapperen Speech en møgirriterende politisk korrekt Mickey Mouse-type, men Arrested Development tjente som et populært, nødvendigt og musikalsk spraglet alternativ til tidens afstumpede gangsta-rap. Nu er gruppen blevet gendannet efter sin opløsning i 1996 og to horrible Speech-soloalbums. Det er virkelig en skam, for 'Among The Trees', som comebacket hedder, er en nærmest sørgeligt dårlig plade. Forestil dig en række velmente, men selvudslettende økobeats med tekstklodser som denne her monteret: »Among the trees I feel like I am really free/ The way they stretch up to the sky/ The way they reach to one another inspires me/ It reminds me of a dream of how I want to be«. Tjah. Det' så trist, det' så trist, siger de - når en gruppe, der engang udfyldte en reel funktion, ikke forstår sine egne begrænsninger og hjælpeløst forsøger at hænge på en tid, den slet ikke evner at give et værdigt modspil.