Risikoen for at falde om af nervøs ophidselse under aflytning af et Mark Knopfler-produkt er begrænset. At Knopfler skulle være reserveret tørvetrillere og indkrogede guitarnørder er til gengæld også en misforståelse. Knopfler gør sig altid umage og forhaster sig aldrig. 'Shangri-La' er indspillet i USA og det amerikanske spiller frugtbart med engelskmandens fantasi. Inspireret af Nick Tosches' Sonny Liston-biografi har Knopfler skrevet den blues for fighters som Liston i 1962 forudså ville blive skrevet i fremtiden. 'Song For Sonny Liston' kan ikke matche Dylans 'Hurricane', men mindre kan gøre det. Singlen 'Boom, Like That' er Dire Straits, som da gruppen var bedst. Er 'Trawlerman's Song' småkedelig og 'Our Shangri-La' mere springsteensk end Knopfler som vokalist rigtig kan bære, er 'Back To Tupelo' til gengæld en slående påmindelse om, at instrumental vellyd er det modsatte af gold, når blot sangskrivningen kan følge trop. Delikat og varm i klangen, lun i mælet. Afvekslende i ro og mag. Mark Knopfler har indspillet sit fjerde soloalbum. Som forgængeren 'Ragpicker's Dream' er det en stille og rolig nydelse.