CANADISKE THE DEARS har et blødt punkt for The Smiths i almindelighed og Morrisseys stemme i særdeleshed. På sangene 'Lost in the Plot' og 'Don't Lose the Faith' også i en grad, så man uvilkårligt må trække på smilebåndet. Det er ikke inspiration, det er næsegrus tilbedelse! Men det er jo også udtryk for passion, og frontfigur Murray Lightburn og de andre Dears m/k er gennemført passionerede på 'No Cities Left'. 'Who Are You, Defenders of the Universe' er flammende, så man mærker, at heller ikke Radiohead har levet forgæves. Det fascinerende ved The Dears er, at gruppen så åbenlyst er fans, men alligevel formår at afkræve de himmelstræbende forbilleder stof, de selv videreudvikler. Med både ny tango, feedback og symfoniorkester tackler The Dears uden tøven musikalsk og følelsesmæssigt de mest højstemte materier, men formår selv i det mest pompøse at fastholde en ærlig nøgenhed sin rockmusik. Ikke alle valg er vellykkede eller såkaldt smagfulde, men de er foretaget med overbevisning. Når nu Radiohead nægter at bruge det store musikalske udtræk, er disse canadiere så absolut et alternativ på spring. Et yngre alternativ, som hellere vil være smittende naive i deres verdensbekymring end drukne i sortsyn. På 'Warm and Sunny Days' er de bedst: Store i hjerteslaget og ublufærdige i arrangementet.