Det er smukt tænkt: i ord og musik at fortolke de drømme, som vor 200-årige nationaldigter nedskrev livet igennem - selv om det selvfølgelig er med en vis skælven, at man imødegår endnu et H.C. Andersen-projekt. Men i hænderne på dansk rocks unge grand old man, hr. Nikolaj Nørlund, viser der sig ingen grund til bekymring. Om bord har han da også en strålende musikalsk besætning hentet fra især Danmark, men med afstikkere til Færøerne og Sverige - fra den mere personlige del af vor overgrund og fra de mere interessante folk i undergrunden og fra, så vidt jeg kan tælle, tre generationer. Til dem har Nørlund komponeret musikken til 10 af de 15 sange, mens de medvirkende selv har bidraget med resten. Søren Kjærgaard og Nørlund har så arrangeret sangene til et større orkester af strygere, blæsere, guitar, bas, tromme und so weiter, mens ordene kommer fra fremragende penneførere og tastaturbetvingere som Peter Laugesen, Jørgen Leth og Katrine Marie Guldager og nå ja, H.C. himself. Vi bevidner altså et solidt kollektivt løft, og generelt vibrerer 'Andersens drømme' med et romantisk schwung og en renfærdig længsel, som sikkert ville passe den eventyrlige og -lystne forfatter prima. Og en fornøjelse er det at inhalere de opadstræbende melodier, de vemodige harmonier og de kommenterende og digteriske forsiringer. Og flere vokalister er også i topform: Mikael Simpson er ved at briste af sommerfugle på den fyndige åbningsskæring 'Mit herredømme'. Alberte Winding valser smukt og sødmefuldt omkring udlængselen på 'Forår'. Nanna Lüders har en temmelig gribende '117. Drøm om Paris'. 'Dansende pige uden figenblad', som det lyder i Pejk Malinovskis tekst. Og Kira Skov er - befriet for de værste rockklicheer og væbnet med en blødende jazzkomposition fra Søren Kjærgaard - fornemt sårbar med sin jeg-har-levet-røst. Men Andersens drømmerier fortolkes også i mere kradsende, humoristiske og mystiske vendinger. Solveig Sandnes og Laid Backs John Guldberg bestiger gangeren og rider mod solnedgangen i den morsomt lumre Lee Hazelwood/Nancy Sinatra-pastiche 'Lykken'. Maria Laurette Friis fra Tys Tys vikler sin røst med let kantet ekvilibrisme om harmonierne og mod himlen på 'Dæmonen'. Povl Dissing er Povl Dissing (og hurra for det). Bob hunds Thomas Öberg leverer en balstyrisk røverballade, som kun han kan. Og Signe Høirup Wille-Jørgensen alias Jomi Massage og Under Byens Henriette Sennenwaldt fremmaner en oceanisk, sirenelokkende fortolkning af Andersens egen 'Det skønneste smil', der breder sig som en oase med mørke vildveje midt på pladen. Man kunne godt efterlyse mere vildskab, mere nutid i projektet. Hvordan ville det for eksempel lyde, hvis man havde involveret rappere, turnablists eller laptopmusikere? Efterklang friseret af strygere og blæsere, måske? Bikstok Røgsystem i vals med Povl Dissing, hvabehar? Men der er også en elegant konsekvens og sødmefuld fornemmelse af forgangne tiders romantik over 'Andersens drømme'. Der er lidt for meget vandkæmmet ballade og hyggepassiar over et par skæringer, mens et par solister også drukner i messingsuppen og strygersovsen. Ikke fordi de ikke synger højt nok, men fordi de ikke rigtig har fundet indpas i det store orkesters betragtelige favntag. Men under vejr med 'Andersens drømme' kommer det alligevel til at virke næsten absurd, at projektet ikke var en måske endda bærende del af det tilbundsgangne Parken-show. Musikken besidder stort set alle storshowets kvaliteter: det spektakulære i arrangementerne, det nationale, det lettilgængelige (i lange passager), det med H.C. åndsbeslægtede og samtidig det personlige i mange af de vokale fortolkninger, tekster, kompositioner og arrangementer. Men okay, der er selvfølgelig ikke så meget bulder og brag eller international star quality over 'Andersens drømme'. Slet ikke af Tina Turner-kaliberen, hvad den så end er. Så i stedet står vi altså med et overvejende smukt album med masser af kunstnerisk og forhåbentlig også hæderligt økonomisk overskud.