For to år siden var Kasper Torsting manden bag den formentlig bedste dokumentarfilm om et dansk band nogensinde med sit fine, psykologiske portræt af Kashmir i kreativ krise op til indspilningen af albummet 'Zitilites'. Filmen sluttede med den store forløsning, da Kashmir endelig kunne forlade studiet og fyre musikken af live fra Roskilde Festivals store scene. De sidste billeder i filmen 'Rocket Brothers' var intense, stemningsmættede og emmede af den koncentration og spillelyst, der formelig lyste ud af Kashmir med den genfundne glæde ved den fælles metier. Samme energi stråler ud af Kasper Torstings fortsatte arbejde med gruppen, som nu resulterer i denne live-dvd (og cd) fra Vega i København. Her spillede Kashmir to koncerter i november i fjor, og de er nu foreviget i en optagelse, der kærligt lader musikken og musikerne danse kædedans, indtil begge parter står på egne ben. Fornemt arbejde af instruktøren, som i sagens natur har et godt blik for stemninger og spændinger i Kashmir. Men også for det, rockmusik handler om for de udøvende - sammenspillets øjeblikke af gylden, uventet magi. Derfor er 'The Aftermath' som koncertfilm på en gang sublim og fair over for både Kashmir, gruppens loyale publikum og hele atmosfæren omkring koncerten. Den særlige følsomhed, som altid har været en del af Kashmirs skiftende musikalske stil, er fremragende indfangende i nærbilledernes nysgerrige langsommelighed. Selv om klicheen er så slidt, at den har hård hud af samme tykkelse som Den Kinesiske Mur, er det virkelig som at være der at se med her. Målet for Kasper Torsting og hans fotografer er helt tydeligt at lade koncerten fortælle sin egen historie i forlængelse af fortællingen om den kreative blokering i studiet. Når man kender 'del 1' af historien, savner man ikke her de interview, reportagestumper og andet, som ofte er en udpræget mangel ved rene koncertfilm. Her oplever vi musikerne i den anden ende af spekteret finde indtil hinanden og knogler, ben og blodbaner i sangene. Når man ser og hører Kashmir hjemme i sin egen dagligstue, må man på knæ foran husalteret i respekt for gruppens eminente flow og sine steder overlegne musikalitet. Da vi hen mod finalen når 'Surfing The Warm Industry', forenes sanger og guitarist Kasper Eistrup, bassist MadsTunebjerg og trommeslager Asger Teschau i en tornado af løssluppen rock'n'roll, så man må vinke med den hvide sofapude og opgive alle forbehold. Når man så oven i købet forsyner den billedmæssigt fremragende og lydmæssigt lige så imponerende dvd med en live-cd med to 'ekstranumre', 'In The Sand' og en coverversion af Neil Youngs 'Cinnamon Girl', er der ikke noget at gøre. 'The Aftermath' er en langt bedre investering end Coldplays storladne 'X & Y', hvis man skulle være i tvivl. Også for de af os, der lider af den kætterske tanke, at et album med Kashmirs bedste numre vil være en stor gevinst i forhold til gruppens studiealbum. Her er de bedste sange, oven i købet i sublime liveversioner, der som titlen lover, ganske rigtigt hænger i luften som gløder af glæde i lang tid efter, musikken er ovre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























