Den respekterede sanger og sangskriver Josh Rouse fik et afgørende gennembrud, da han sagde farvel til og med 'Nashville' og lettede fra Amerika med kurs mod Europa. Her har han slået sig ned i Spanien, hvor han har indspillet 'Subtitulo' i en lille middelhavsby. I en 'Quiet Town' i 'Summertime' som albummets to første sange fastslår. Stemningen er derefter. Varm og afslappet og så tilbagelænet, at det indimellem er lige før, man frygter, Rouse lige så stille vil dejse baglæns ud af musikken. Det er tæt på, at den for tiden så populære Hawaii-dreng Jack Johnson lyder hysterisk i sammenligning. At Josh Rouse immervæk er en mere udsøgt sangskriver end strandfætter Johnson, demonstrerer han heldigvis i flere tilfælde. Sange, som kaster blikke tilbage til den amerikanske fortid og hverdag sørger for, at det hele ikke drukner i lune aftener, lange drinks og døsig romantik med havudsigt. Faren er faktisk overhængende. Et gnidningsløst nummer som 'Wonderful' og den næsten nuttede gebrokken-duet 'The Man Who...' med Paz Suay kunne lyde, som om Josh Rouse er ramt af den for melankolske sangskrivere så faretruende tilstand lykkelig forelskelse. Nænsomheden i balancen mellem stemme, tekst og arrangementet er intakt og med til at gøre 'Subtitulo' til et stilfærdigt nydelsesmiddel. Men hverken de enkelte sange eller det samlede resultat er i nærheden af superalbummet 'Nashville' eller for den sags skyld forgængeren '1972'. Dejligt lyder det da i munden på sangeren, men det er, som om stoffet ikke har ydet sangskriveren af samme navn tilstrækkelig med modstand denne gang.