Skønheden og udyret er nok lige at stramme den. Stjernen og muleposen måske? Men det overraskende makkerskab mellem den jordnære Mark Knopfler og den himmelske Emmylou Harris har faktisk ikke så lidt af kontrastens charme. Knopfler har sin karakteristiske guitarlyd og sin mere end solide sangskrivning, men kan dårligt beskrives som en overdådig vokalist. Emmylou Harris har kun med længere mellemrum dyrket sit eget materiale, men har til gengæld en af de stemmer, der gør verden til et ikke så lidt smukkere sted at opholde sig. Stjernelys konverteret til stemmeklang. Klar og fjern, men med en dirren i frekvensen med plads til alverdens destillerede smertepunkter. Det godmodige og det guddommelige indgår et uformelt og ukompliceret partnerskab på 'All The Road8running'. Bliver der ikke skabt decideret skelsættende kunst undervejs, bliver der til gengæld skruet et gennemført behageligt og helstøbt duo-album sammen. Mark Knopfler fortsætter i mangt og meget stilen fra sine senere soloplader. Musikken er roots-baseret i den bløde ende. Der bliver spillet med kattepoterne forrest af Knopfler og hans hold af delikate proffer. De udspænder den diskrete og spændstige bund, når Knopflers stensikre greb om det gode omkvæd og Emmylou Harris' stemme løfter selv ret ordinært materiale halvvejs til himmels. 'Beyond My Wildest Dreams' hedder pladens mest vellykkede nummer. Typisk for den dæmpede melankoli og brisen af professionelt snedkereret desillusion, der albummet igennem bærer disse sange om mænd og kvinder i almindelighed og deres havarerede fælles minder i særdeleshed. En gang imellem banker kedsomheden på døren, men den får ikke lov at komme ind. For Emmylou Harris giver Mark Knopfler et løft. Til gengæld giver han hende et skub. Sammen ender de ude i et nyt, forenet rampelys, hvor de to kunstneres meget trofaste, og temmelig forskellige publikum, skal finde sammen.