Electronica-duoen Matmos fra San Francisco har gjort det til deres audiosignatur at lave konceptuel elektronisk musik. Musikerne M.C. Schmidt og Drew Daniel optager spøjse hverdagsting og bruger dem som reality-samples - denne gang forsøger de sig f.eks. med brændende sæd og hud. Ikke helt forkert er Matmos blevet kaldt for 'conceptronica', hvilket er yderst rammende om gruppens nye plade 'The Rose Has Teeth{hellip}', der er en hyldest til 10 døde homoikoner - fra diskokonger og forfattere til småpornografiske foregangsmænd og feminister. Hvert nummer bygger på idolets univers og kendetegn, f.eks. taler feministen Valerie Solanas om helt at droppe mandekønnet i en tale, der her fremstår som spoken word. Det var i øvrigt selv samme dame, der skød, men ikke dræbte, Andy Warhol i 1968. På nummeret 'Rag for William S. Burroughs' hører vi forfatteren klapre i tastaturet, og langsomt forvandler denne klapren sig til et beat til beat-manden og blandes med arabiske instrumenter og toner, og pludselig står vi - musikalsk - midt i basarens mylder i Tanger. Matmos' muse Bjørk er med som gæstevokal, og også Antony fra Antony and the Johnsons dukker op. Det er en virkelig original, litterær og eksperimenterende plade. De to musikere har gjort sig umage, når de f.eks. sampler lyden af knasende tørrede roser eller skærende tænder. Og de lider for deres kunst: På 'Germs Burns for Darby Crash' (som er en hyldest til The Germs-frontmanden Darby Crash) sætter Drew Daniel ild til sin egen hud, og vi hører ham gispe og klynke af smerte. Det er performance, og det er dystert som ind i helvede. Matmos er svære at lytte til og kræver nærvær og koncentration, men når man en sjælden gang imellem har tiden til det, vil denne plade gøre underværker for den musikalske forestillingsevne.