Björk har ikke levet forgæves. For rækken af sangerinder, især nordiske, der har taget hendes vokale udtryk til sig, synes at blive ved med at vokse. Den efterhånden særdeles velkendte brudte røst, der bevæger sig mellem hvisken og råb.
Tættest på Björk blandt de tre sangerinder, der på skift lader sig høre med det århusianske Blood Sweat Drum’n’Bass Big Band under saxofonisten Jens Christian ’Chappe’ Jensens ledelse, er Anna Brønsted, men også de to andre, Turid Guldin Lauridsen og Gunhild Overegseth, har mere end en snert af det. Det ene af de tre numre, Overegseth synger på den første af cd’erne, er tilmed Björks ’Joga’. Men omvendt er det også denne norske sangerinde, der lyder mest personlig, når hun i Jensens ’Lengsel’ får sin røst til at lyse klokkerent på sit eget sprog. Og netop Jensens storslåede arrangementer løfter også musikken i cd’ens øvrige seks indslag. Lauridsens ’In Two’ er et andet fremragende nummer, og også Brønsteds tre bidrag hævder sig smukt i deres egen ret. Desværre lever den anden cd, der er indspillet live i Copenhagen JazzHouse, på ingen måde op til den førstes niveau. Af sangerinderne er kun Brønsted tilbage, til gengæld optræder den norske trompetist Arve Henriksen som gæst med orkestret.




























