Mitsuo Johfu er en japansk pladeproducent, der elsker pianotrioer og gerne rejser verden rundt for at finde musikere, der kan opfylde hans ønsker.
Dem har han også fundet i Skandinavien, og hos os er det i første række Jasper Villaume, der har vundet Johfus bevågenhed, og som har indspillet for ham både herhjemme og i Japan. En anden er Carsten Dahl, og samtidig har de to cd’er det til fælles, at tenorsaxofonisten Bob Rockwell på dem begge agerer som frontfigur.




























